Vi misser ægteskabets kerne
I vor tid synder vi mod seksuallivets inderste kerne: at give livet videre. Det skriver præsten Peter Artman i en refleksion omkring den Svenske Kirkes nye vielseritual.
Jeg så Kunstkuppet i tv i denne uge. Elisabeth Ohlson Wallin, kendt fra Ecce homo (En kunstudstilling, som vakte stor debat i Sverige i forhold til tro og homoseksualitet, red.), introducerede en ny homovenlig altertavle i Skara Domkirke – min præstevielseskirke.
Af Peter Artman
Præst i den Svenske kirke,
leder af EU of Prayer
Det, som var gribende i programmet, som afsluttedes med en homovielse, var kærligheden hos brudeparret uden brud. Vist elskede de hinanden med ægte følelser.
Vi ansatte præster, kantorer og vagtmestre i den Svenske Kirke har nu et prøveår med ny kirkehåndbog og med en ny kønsneutral vielsesordning. Vi bliver stærkt provokerede og forvirrede. Som en frø i en gryde, der langsomt varmes op, vænner vi os alt for hurtigt til de nye temperaturer. Vi har brug for et nyt kønsperspektiv og at få indsigt i, hvad der blot er sociale konstruktioner.
Nu er det ikke bare Centerpartiets fremtidsgruppe, som drager gamle normer i tvivl. Synet på Gud som skaber og designer er i stigende grad en undtagelse. Aktivt og med gode hensigter skaber han mennesket med køn, som mand og kvinde. I det vielsesritual, som nu placeres i historiens affaldsdynger lovpriser præsten Gud: Vidunderligt har du skabt mand og kvinde. Af din kærlighed lever vi. Dig vil vi prise for livet, som uophørligt fornyes.
Jeg blev presset lidt i en niende klasse før jul i en lille by uden for Vara, hvor jeg bor. Samfundsfagslæreren, som lever i et homoseksuelt forhold og har en ateistisk bekendelse, havde inviteret mig til klassens fremlæggelser af deres arbejde i etik. Han gjorde dette på eksemplarisk vis. Han var helt sikkert tydellig i sine liberale holdninger og videregav samme strømninger til disse teenagere. Det var lidt beklemmende at se flere elever, som jeg konfirmerede i foråret, nu iklæde sig helt andre holdninger. Det gode var, at jeg fik en plads ved katederet og fik masser af plads til at fremføre den anden side. Det forunderlige er, at Helligånden vil støtte, når du mangler det mest.
Jeg fik lov til at se en lighed mellem bordets fællesskab og det seksuelle fællesskab. Jeg trak paraleller mellem maven og kønnet og kunne dermed fokusere på forskellen mellem kernen og det ydre.
I den romerske periode havde de madorgier, god mad til kæmpestore fester. Når maven var fuld, og ganen alligevel ønskede mere, gik man ud til toilettet og stak fingeren i halsen, kastede det nyligt indtagede op og vendte derefter tilbage for at fylde maven op igen. Der blev det meningsfulde med måltidet til det sociale fællesskab og den glæde, der er særlig rettighed ved middagsbordet. Mens det mest fyndige gudgivne formål med måltidet er en anden – ernæring.
Synd er per definition: at gå glip af målet. I Romerriget syndede man mod kroppen med fødevarerne til deres orgier.
I vores tid synder vi mod seksuallivets inderste mening – at give livet videre. Det seksuelle og intime fællesskab er en af livets store glæder. Den er Guds gave til menneskeheden. Kristenheden har brug for at be om tilgivelse for ikke at have bekendt sig til dette.
Kirken har mange gange i historien vist foragt for seksualiteten og kroppen. I stedet skal vi takke Gud for, at han har skabt os så overmåde vidunderligt med seksualdrift og hormonelle svingninger. Hvor romerne kastede maden og næringen op for at kaste sig over gourmetbordet igen, kaster vi barnet, embryonet, fosteret op for at hengive os til det seksuelle igen. Vi praler af at ville beskytte os. P-piller kommer af Prevent undgå.
Det, vi beskytter os imod, er ikke nogen dæmon eller ulykke, men et lille fantastisk menneskeliv. Misforstå mig ikke. P-piller behøver slet ikke være forkert, men vi må aldrig tage kernen ud af det smukke og fine, så bliver det indskrumpet og grimt.
Når den Svenske kirke nu omdefinerer ægteskabet på en faktisk så gennemgribende måde som en umiddelbar følge af rigsdagsbeslutningen (Udviklingen i Danmark går i samme retning), vælger den Evangeliske Frikirke at give sin vielsesret tilbage. I et forvirret svensk kirkelandskab står den Katolske kirke fast i sin holdning, som er udtrykt i katekismen. I kapitlet, som behandler ægteskabet, skriver man: Ægteskabet som instituion og den ægteskabelige kærligheden har i selve sin natur et mål om at skabe og opfostre børn. Dette er højdepunktet og fuldendelsen.
En af vennerne af den ordning siger til mig: Må pensionister ikke gifte sig, så? Fertiliteten har ingen tydelig øvre grænse, og det er altid godt at være generøs.
Dette handler ikke først og fremmest om udsigten til at få børn, men om viljen til ikke at foragte livets store gave. Gør vi det, foragter vi os selv og den måde, hvorpå hver og en af os er kommet til verden.
