– Det nytter noget at kæmpe for livet

Landssekretær for Retten til Liv, Ellen Højlund Wibe, synes det er en styrke, at hun ikke ligger søvnløs om natten. Men hun
ønsker heller ikke at blive for kold i forhold til, at der dagligt udføres 44 aborter i Danmark. Hun tror bare på at det nytter noget at kæmpe.
Skoleelever bryder grædende sammen, stod der på forsiden af Ekstra Bladet. Sådan fik Ellen Højlund Wibe, landssekretær for Retten til Liv, sin ilddåb i abortsagen.

– Før jeg blev ansat, var det ikke lige det, jeg havde tænkt mig, jeg skulle arbejde med, men jeg tror på Guds styrelse i det, fortæller Ellen, som er landsekretær i Retten til Liv.

Det var nemlig hende, som i 00’erne havde været ude på en efterskole for at tale om abort. En elev, som selv havde fået en abort, blev ramt af Ellens billeder.
– Jeg var ret naiv på det tidspunkt og havde ingen erfaring. Jeg havde et lysbilledshow, der sammenlignede abort og holocaust, forklarer Ellen. Historien blev opfanget og skævvredet af Ekstra Bladet, som ikke medtog nogle af hendes forslag til rettelser.

Siden er Ellen blevet meget klogere. Både på medierne, men også på, hvordan hun skal håndtere sit følsomme budskab.
– I dag siger jeg altid, når jeg er ude at holde foredrag på efterskoler: ”Hvis der sidder nogen her, som har haft abort tæt inde på livet og får det svært, mens jeg taler, så sørg for at snakke med nogen om det”. Jeg tror ikke, hjælpen er at pakke sandheden ind og moderere tingene. For mange kvinder er hjælpen at få bekræftet de indre følelser og oplevelsen af, at det var forkert. Det kan være første skridt mod heling at møde nogen, som siger: ”Ja, det var forkert”, når der samtidig peges hen imod tilgivelsen.
Ellen har fået modstanden mod abort ind med modermælken, som datter af Beate og Asger Højlund.

– Min mor var med i opstarten af Kristeligt Folkeparti, og begge var meget engagerede. Så for mig har det altid været en selvfølgelighed, at abort er en hån mod Guds vilje, forklarer hun. Som ung blev ilden tændt på ny, da den norske præst Børre Knudsen sagde sit job op, fordi han ikke ønskede at modtage penge fra en stat, som myrdede børn.
I 80’erne studerede hun engelsk og religion og fik en cand. bac. tittel, før børnene kom til efter ægteskabet i 89 med Nicolaj Wibe. Han er idag missionssekretær i Evangelisk Luthersk Mission og leder af Jobmission. De fik 5 børn og prioriterede, at Ellen skulle være hjemmegående husmor, mens børnene var små. Abort-engagementet i 90’erne rakte til deltagelse i et par anti-abort demonstrationer.

Men da den yngste nåede skolealderen, var det tid til, at Ellen skulle supplere familiens indtægter lidt, og det blev med en 10 timers PR-stilling i Retten til Liv.
– Før jeg blev ansat, var det ikke lige det, jeg havde tænkt mig, jeg skulle arbejde med, men jeg tror på Guds styrelse i det, forklarer Ellen, som læste sig til den viden, hun manglede.
– Jeg voksede med opgaven. Efterhånden fik jeg lært at komme væk fra ”jeg mener at”, jeg fik mere frimodighed til at sige tingene, som de rent faktisk er, og dermed blive tydelig i forhold til budskabet. Det betyder ikke, at jeg ikke skal lytte til modparten, men jeg skal lytte og samtidig stå fast på det, jeg mener.

På familiens Wibes postkasse er der ingen navne. Men det skyldes ikke frygt for hærværk. Ellen griner over forslaget.
– Det er bare en forglemmelse. Vi har ikke oplevet forfølgelse på grund af abortsagen. Faktisk får jeg indimellem skulderklap fra helt fremmede mennesker, som egentlig er imod abort, men synes, at loven godt må være der. Der har selvfølgelig været et lille pip fra omgangskredsen af og til, og efter forsiden på Ekstra Bladet blev jeg ikke genvalgt til skolebestyrelsen. Men jeg vil ikke kalde det forfølgelse.
Ind imellem tænker jeg alligevel, om der en dag kommer hærværk mod os, forklarer Ellen, som ikke ligger søvnløs over det om natten.

Og hun ligger heller ikke søvnløs over de 44 daglige aborter.
– Der er nogen, som bliver mere følelsesmæssigt påvirkede af sagen end mig. Jeg tror, det er en styrke, at jeg ikke gør. Men samtidig skulle jeg nødig blive for kold og ufølsom, jeg tror det er en balancegang. Og selvfølgelig bliver jeg berørt, når det kommer tæt på, fortæller Ellen, som heller ikke bliver forarget, når mennesker fortæller hende om deres abort.
– Jeg bliver rystet over, hvad personen har været igennem og ked af, at personen ikke magtede at stå imod. Men jeg kan godt blive forarget over argumentet for aborten. Det findes der så mange latterlige begrundelser for at gøre, forklarer Ellen.

Hun ville ønske, at kristne ville arbejde lidt mere aktivt mod abort.
– Jeg tror, der er rigtig mange kristne, som er kede af, at abortloven findes, men som har givet lidt op i kampen. De har følelsen af, at det ikke nytter noget alligevel.
Der har jeg en anden optimisme, som jeg først og fremmest henter hos Gud og derefter også fra historien – og jeg har en begejstring, som jeg skal smitte dem med, forklarer Ellen, som ser tilbage på både slaveriets ophør i USA og apartheidstyrets fald i Sydafrika, når hun skal finde ny tro på, at overbevisninger kan ændre sig, også når det har set håbløst ud i årevis.
– Den generation, som kæmpede sig frem til fri abort, er i gang med at uddø, og jeg oplever, at den nye generation slikker sårene over den ”frihed”, de fik, fortæller Ellen, som sammen med Retten til Liv i år kan holde 20 års jubilæum i efteråret – samtidig med at abortloven bliver dobbelt så gammel.

– Måske kan kvinder godt opleve en umiddelbar lettelse efter en abort, også fordi de bliver bakket op i, at det er en god beslutning. Men jeg tror, at det før eller siden vender tilbage, som en boomerang af skyld og skam – måske mere eller mindre bevidst, forklarer Ellen og fortæller, hvordan Post Abort Syndrom kan opstå mange år efter en abort.
Selvom der er en gryende abortmodstand hos unge, ikke-troende mennesker, kan kampen mod loven om fri abort til tider virke sej og lang.
– Jeg er heldigvis velsignet med en optimistisk natur, så jeg ikke går ned over den frygtelige virkelighed og heller ikke, når jeg oplever, at tingene går i den forkerte retning. Jeg minder mig selv om, at for Gud er ingenting umuligt. Hans styrke afhænger ikke af tendenser i samfundet, eller hvor godt Retten til Livs arbejde lykkes. Samtidig har vi brug for meget forbøn, for det er også en åndelig kamp.