– Goddag, mand! – Økseskaft!

Min lidt mere modne veninde fortalte forleden om en sjov oplevelse, hun havde haft med sin hund.
Hun er lige blevet bedstemor igen (deraf det lidt mere modne), og havde sin lille nyebarnebarnsprinsesse på besøg. Og prinsessen trænede lunger, som min veninde kalder det.
I baggrunden listede hendes hund rundt og var ikke så tilfreds med situationen. Ikke længe efter stod den henne ved den lille skrigende baby med sit yndlingslegetøj i munden, som for at sige: – Se her, jeg bliver altid glad, når jeg får det her, det skulle du prøve.
De voksne i huset morede sig vældigt over hundens godhed, men også naivitet. Men den lille skægge historie om den søde hund fik mig til at tænke.

Som kristne gør vi præcis det samme som hunden nogle gange. Vi ser mennesker, som lider og har det hårdt, og giver dem det bedste, vi har: Vores troserfaringer, vores livserfaringer, vores krykker.
Men ofte virke det ikke efter hensigten.
I Danmark siger vi tit, at det er tanken, der tæller. Og så langt, som det er sandt, kan mennesker nok også blive hjulpet af vores forsøg på at gøre noget. Nogle gange kan en hund med et hundelegetøj måske også få en baby til at glemme at græde.
Men andre gange virker vores erfaringer enormt malplacerede i et andet menneskes liv. For selvom mennesket er skabt af den samme Gud, og vi har meget til fælles, kan vores livshistorie have formet sig vidt forskelligt, og måske er vores kulturelle sprog så forskelligt, at andre slet ikke kan høre, hvad vi prøver på at sige.

Så bliver det ligesom den døve mand, der sidder oppe i træet for at lave et nyt skaft til sin økse og ikke vil indrømme, han er døv. Så da et par mennesker kommer forbi og hilser på ham med et ”Goddag mand” bliver de svaret med et ”Økseskaft”.
Vi ønsker jo ikke at være døve for andres reelle behov. Derfor er det ofte vigtigt, at vi først prøver at sætte os i det andet menneskes sted, før vi kommer med alle vores løsninger. Ellers kan det komme til at virke mere komisk end hjælpsomt, og det er jo egentlig ikke det, vi ønsker.

Af Eva Maria Jørgensen