En kærlighedssang til den elskede
En sang for Marion er nok en manipulerende,
men også hjertevarm film om et ældre ægtepar.En sang for Marion er den noget manipulerende, men hjertevarme historie om ægteskabet mellem den gnavne pensionist Arthur (Terence Stamp) og hans evigt muntre kone, Marion (Vanessa Redgrave). Filmen er ikke banebrydende på nogen måde, men det er en dejlig fortælling.
Som en anden Scrooge deler Arthur ikke Marions passionerede hyldest til livet, og mens hun synger af hjertens lyst med det ukonventionelle lokale kor, gemmer Arthur sig bagerst i koret, mens han klager over, hvor pinligt det hele er. Men da Marions kræftsygdom truer med at overtage hendes tilværelse, finder Arthur – med hjælp fra den ihærdige korleder Elizabeth – modet til at trænge ud af sin skal og måske til at bygge bro til sin fremmedgjorte søn, James.
Bortset fra nogle enkelte scener, hvor filmen kammer en smule over i dens forsøg på at vække lattermusklerne, er filmen gennemsyret af følsomhed, og selv den noget forudsigelige finale formår stadig at holde sig på den rigtige side af det sukkersøde. Filmen er smukkest, når den ikke lader sig indfange af komiske sidehistorier og i stedet sætter fokus på skildringen af et ægteskab mellem to mennesker, der er meget forskellige, men alligevel formår at få det bedste ud af hinanden. Og de to hovedroller spilles til absolut perfektion: Terence Stamp som den stoiske, følelsesmæssigt tilbageholdende mand, der ømt bærer sin kone i seng efter en lang dag, og Vanessa Redgrave, hvis sårbare solo til sommerfesten vil få selv den mest hærdede kyniker til at række ud efter det nærmeste tørklæde. Den meget menneskelige skildring af tab og sorg bæres smukt af de to hovedpersoner, og selvom En sang for Marion ikke er nogen Amour, er der noget meget tiltalende ved en film, der bærer sit hjerte udenpå og ikke er bange for at gå efter de store, demonstrative bevægelser, som da James leger med sin datter i køkkenet, og vi følger Arthurs kamp for at tage en udmattet Marion i seng, hans krop foroverbøjet i et hjerteskærende billede af en mand, der bærer vægten af sin kones forestående død alene. Så hvis filmen synes noget transparent i dens følelsesladede manipulation af seeren, tilgives det snildt på grund af scener som disse.
En sang for Marion
93 min.
Biografpremiere: 8. maj