1,5 mio. indere hørte Benny Hinn i Mumbai
– Vi har ventet på denne dag mere end til juleaften. Vi har været ude at købe nyt tøj for at komme herhen, siger Mr. Deepak forventningsfuldt.Af Dorthe Røgeskov, Indien
Jeg befinder mig i Indien. I Mumbai (Bombay), Indiens næststørste by. Byens business-center dannede i weekenden 13.-15. februar ramme for en konference med den amerikanske evangelist Benny Hinn.
Over hele byen har store skilte annonceret inderne om dette kæmpe arrangement, der har været et bedeemne blandt kristne verden over. Nysgerrigheden manglede ikke. Mere end 1,5 millioner mennesker strømmede til. Nogle havde rejst 2 dage fra Indiens sydlige stater, andre kom fra asiatiske nabolande og tilmed fra Afrika.
Kvinder klædt i den nationale dragt saree – i guld og alle regnbuens farver, nonner i hvidt med lange kors om halsen, stolte hindu-mænd med turbaner i mange farver, unge mænd i designer-jeans og kvinder med Louis Voiton-tasker. Taxi-chauffører, gadesælgere og forretningsmænd.
Jo, hele Indien var repræsenteret i al dens forskellighed. Forventningsfulde om hvad de skulle opleve.
I et land hvor højst 2 pct. er kristne spørger jeg mig selv, hvorfor disse tusinder af mennesker finder frem til den allerede fyldte plads. Nysgerrighed er et dækkende ord for nogle. De er kommet for at se personen Benny Hinn, der er kendt for helbredelser. Takket være TV-kanalen God Channel, der sender i store dele af Indien, ses hans daglige programmer i utallige indiske hjem. Men mange er også kommet i håb om at blive helbredt. Unge som gamle ankommer i kørestole eller med krykker. Forældre bærende på deres handicappede børn.
Efter lovsangen, som de fleste deltagere tydeligvis ikke kender, går Benny Hinn frem på scenen. India, this is your day. Jeg har forelsket mig i det indiske folk, I er så smukke. Men vigtigere end det, Gud elsker Indien. Intet er umuligt for Gud, men du må stå op i tro. Jesus er iblandt os nu. Løft dine hænder mod Himmelen og bed Gud helbrede dig idag. Men husk, det er ikke helbredelsen, der er vigtig. Det er helbrederen.
Kort tid efter løber en kvinde op på scenen. Helbredt for store rygproblemer. Hun smider det ryg-korset, hun har båret hver dag gennem 7 år. I forsøget på at gøre Benny Hinn til Hindu-gud nr. 4001 knæler hun foran ham. Men Hinn siger: Dette kunne ske uden mig. Pris Herren. Han har helbredt dig idag. Gå ud og fortæl, hvad Jesus har gjort for dig.
En båre bæres frem. Dette var transportmidlet i de første atten år af kvindens liv. Nu går hun selv op på scenen.
En 7-årig dreng født døv, kan nu gentage, når Benny Hinn bagfra siger, Jesus elsker mig.
På vej ud fra pladsen hører jeg en ung fyr sige i sin mobiltelefon, Jeg har set magi i dag.
Tilbage igen på hotellet gjalder popmusik-rytmerne fra en fest i kælderen. Det lille røgelses-tågede hindu-alter i receptionen vakler af musikkens vibrationer.
Indien er trådt ind i det nye årtusinde og er blevet inspirere af mange strømninger fra Vesten. Teknologien har holdt sit indtog. Mobiltelefonen er hver mands eje, og MTV ses i de fleste hjem i byerne.
Gud give, at Benny Hinn og andre evangelister gennem konferencer og kristne TV-kanaler må blive kendt i Indien, ikke for magi, men for at vise vejen til den eneste sande og levende Gud. En Gud, der elsker på trods af kastesystemet. En Gud, hvis frihed og frelse er unik.