Luthers hustru var nonne

Katharina von Bora aflagde nonneløfte som 16-årig. Otte år senere flygtede hun fra klosterlivet. Måske inspireret af Martin Luthers skrifter? Hun blev senere den berømte reformators hustru. Hisoriker Ronald K. Rittgers tegner her et billede af en usædvanlig kvinde.
Katharina von Bora (1499 – 1552) har præget mange kvinders liv – helt op til i dag. Og det på trods af, at hun næsten ikke har skrevet noget i modsætning til sin berømte mand Martin Luther.
Af Ronald K. Rittgers
Professor i teologi og
historie ved universitetet
i Valparaiso

Men netop hun står som symbol på Reformationens livsbillede: på en tro, som griber voldsomt om sig i verden og blander sig.
Der har altid eksisteret et spændt forhold i den kristne tradition: Bør troen leves i stille refleksion for Gud (Vita contemplativa)? Eller snarere fuld af virkelyst for Herren (Vita activa)? Igen og igen tørner ”Martha’erne” og ”Maria’erne” sammen (Lukas 10, 38-42).

På mange måder var den protestantiske reformationsbevægelse et forsøg på at prise Martha: nemlig ved at påvise, hvor værdifuldt og åndeligt betydningsfuldt hverdagens sysler var – alt det praktiske, som vi som mennesker kan hjælpe hinanden med. I klostrene derimod – tænkte i hvert fald reformatorerne – blev et arbejdsomt liv betragtet som mindreværdigt sammenlignet med et liv, som var viet til bøn og refleksion. Der var noget, der ikke stemte. Men faktisk gik det stille liv dengang for at være den ”sikreste vej ind i Himlen”.
Reformatorerne mente imidlertid, at det var noget helt andet end ”gejstlige gerninger” som for eksempel bøn, der gav os adgang til Himlen, nemlig troen alene. Derfor lagde de vægt på værdien af det jordiske liv uden dog at negligere fordybelsen i Guds Ord – som er førsteprioritet for enhver kristen.
Og som forbillede for denne livs- og trosindstilling findes der vel ingen bedre end Katharina von Bora: En tro, der melder sig midt i hendes liv. Hendes berømte flugt fra klosteret til Wittenberg påskesøndag 1523 symboliserer dette nye tyngdepunkt efter Reformationen.

Det skal siges, at hun ikke ligefrem frivilligt var blevet nonne. Katharinas far, Hans von Bora, havde sendt hende til augustinerklostret i Brehna, da hun var omkring fem – seks år. Det var dengang en typisk livsbane for unge døtre af adelsfamilier. Så sparede familien både omkostningerne ved at opfostre barnet samt den høje medgift. Desuden garanterede det familien, at der var nogen, der bad for deres sjæle efter deres død.
I Katharinas tilfælde virkede det særlig fordelagtigt, eftersom pengene var små, og hendes mor, Katharine von Haugwitz, var død i en ung alder. Hans von Bora giftede sig igen – måske var det stedmorens ønske, at Katharina skulle vokse op og undervises i klostret.
Da Katharina var ni eller ti, kom hun til klostret Nimbschen ved Grimma, hvor der også boede andre familiemedlemmer. I år 1515 aflagde den 16-årige løftet som nonne. Bortset herfra er det ikke meget, vi ved om Katharinas liv i klostret. Overraskende nok findes der faktisk ingen breve fra Katharina, hvor hun udtrykker utilfredshed med klostret. Og så alligevel: Da hun flygtede i 1523, vendte hun sig bevidst mod denne livsbane. Måske fordi hun var imod ”det stille liv” og ønskede sig ”et aktivt liv” for Gud?

Katharina von Bora blev i en alder af 26 år gift med Martin Luther.

Muligvis var det Luther selv, der med sine skrifter bibragte hende denne overbevisning. Hvorom alting er, besøgte han Grimma i årene mellem 1510 og 1520. Ydermere blev hans skrift om ægteskabet (”Uom eelichen Leben”) i 1520 trykt i Grimma. Måske nåede dette skrift også helt ind i Nimbschen klostret? Vi ved i det mindste, at mange af dem, som arbejdede i klostret, sympatiserede med Luther og hans teser.
I dette skrift om ægteskabet lød Luthers argumentation: Kun meget få mennesker er kaldet til et liv i cølibat; det er en sjælden gave. De fleste kristne bør gifte sig og udleve deres tro midt i ”verden”; på helt almindelig vis opdrage børn og drage omsorg for familien. Luther opfordrede begge forældreparter – far og mor! – til at deltage i vask af snavset linned og endda gøre det i bevidstheden om, at dette var et guddommeligt kald, hvormed de ærede Gud.
Desuden, mente reformatoren, skulle enhver, som havde forpligtet sig til cølibat, men ikke havde følt sig kaldet dertil, have lov at bryde sit klosterløfte. For sådant et klosterløfte havde ingen gyldighed over for Gud. Kort og godt erklærede Luther, at det aktive liv behagede Gud mest – ikke det ensomme.
Kort efter offentliggørelsen af skriftet flygtede Katharina sammen med elleve andre nonner fra klostret. De fik hjælp af købmand Leonhard Köppe, der leverede varer til klostret. Skjult i hans vogn rejste de til Torgau og derfra videre til Wittenberg, omkring 85 kilometer nord for Grimma. For øvrigt er det ikke sikkert, at de rent faktisk var skjult i tønder, som det ofte fortælles. Men én ting står dog fast: Luther tog aktiv del i flugtplanen og betegnede senere forløbet som ”befrielsesslaget”, der behagede Gud og førte ud af gejstligt tyranni og fangenskab.

Da Katharina nåede frem til Wittenberg, var hun ikke straks klar over, hvad næste skridt skulle være. Et stykke tid arbejdede hun i huset hos den velhavende Cranach-familie, hvor hun sikkert har lært meget, blandt andet om, hvordan man styrer en stor husholdning.
Der var adskillige mænd, der bejlede til hende – Luther var absolut ikke den første! Katharina havde også et særligt venskab med kongen af Danmark, Christian III. Han var blevet forjaget fra sit land på grund af sin evangeliske tro og var flygtet til Wittenberg, hvor han – ligesom Katharina – fandt tilflugt hos familien Cranach.
Kort tid senere afviste Katharina endnu en frier, nemlig greven af Orlamünde. Efterfølgende informerede Katharina resolut en god ven af Luther, Nikolaus von Amsdorf, om, at hun nu enten ville gifte sig med ham eller med Luther selv.

Selv om reformatoren var lidt betænkelig ved Katharinas stærke vilje og stivsindede karakter, gav han efter og friede til hende. Men han gjorde det frem for alt for at irritere paven – ikke fordi han elskede hende! Deres vielse fandt sted den 13. juni 1525, og kun en lille kreds af venner var med.
Der er skrevet meget om deres venskab, der udviklede sig til dyb kærlighed. Luther kaldte hende kærligt ”min Käthe”. Sammen oplevede de mange glæder, men også nedture. I løbet af rundt regnet otte år bragte Katharina seks børn til verden, hvoraf to ikke nåede voksenalderen. Især den 16-årige Magdalenas død rystede dem begge meget. Midt i sin sorg skrev Katharina til sin søster, at hun næsten ikke magtede at spise, drikke eller sove. Også Luther var utrøstelig.
Efter Magdalenas død forsøgte Katharina altid at have sine andre børn tæt på sig, men var kort tid efter næsten selv ved at miste livet i forbindelse med en for tidlig fødsel.

Desværre findes der kun få kilder, som kan fortælle os noget om Katharinas nye liv. Hvordan var hun som hustru, mor og husholderske på det store Luther-gods? Dog er der én ting, der står klar – hun var en af de første, der levede et nyt kald ud: som præstekone. Hun skrev ikke sine tanker om dette kald ned i lighed med andre. I de otte breve, der er tilbage efter hende, skriver hun primært om husholdning og børneopdragelse. Hun synes ikke at belyse sin nye livsfase teologisk. Men hun var godt uddannet i den henseende, forstod latin og blandede sig ved bordet ofte i teologiske debatter. Indimellem mente Luthers gæster endda, at hun var for fri med sine teologiske meninger.
Alligevel var hun frem for alt en Martha, ikke en Maria. Det dokumenteres af det praktiske indhold i hendes breve. Hun så sit kald som kristen i praktisk at tjene de mennesker, hun havde omkring sig. Og det holdt hende fuldt beskæftiget. Hun tog sig ikke blot af sine børn, men styrede også hele godset på det tidligere kloster, hvor hun levede med sin familie.
Luther gav hende tilnavnet ”Wittenbergs morgenstjerne”, fordi hun stod så tidligt op for at kunne nå alle dagens opgaver. Hun havde ansvaret for alt det huslige og økonomiske i familien. Til daglig skulle sørge hun for en husholdning på mellem 30 til 40 personer. Ofte arrangerede hun festligheder for omkring 120 personer.
Hun var den, der styrede køkkenet, bryggeriet, adskillige haver, vedligeholdelse af talrige bygninger samt et omfattende landbrug. Hun var så dygtig og effektiv som organisator, at Luther udnævnte hende til universalarving. Det var i strid med Sachsens love, som foreskrev, at enker skulle have en mandlig formynder. Derfor blev Katharina efter Luthers død sat under en formynder – fuldstændig i modstrid med Luthers sidste vilje.

Ligesom Martha syntes også Katharina at være tilbøjelig til at bekymre sig. I de 22 lange breve, som Luther skrev til sin hustru – desværre har vi ingen fra hende til ham – formaner han hende igen og igen til ikke at bekymre sig om ham, men betro ham til Guds suveræne omsorg. Han beder hende også indtrængende om at bruge mere tid på bibellæsning og på at studere katekismen.
”Du skal bare bede og så lade Gud om at bekymre sig”, lød hans råd. Rådet var godt, men måske også en smule unfair fra en, som bevidst havde overdraget hende ansvaret for hele husholdningen samt alle andre praktiske ting i livet. Hvis Luther havde levet lidt mere som en Martha, ville det måske have været muligt for Katharina at være lidt mere af en Maria.
Katharinas praktiske indsats i forbindelse med helt almindelige familieanliggender var symbolsk for Reformationen. Reformatorerne opmuntrede alle, som ved deres tro på Jesus var forløst fra deres synder, til at gå efter de mange gode, ”regulære” kald. Ved praktisk at tjene næsten kunne de give Guds kærlighed videre.

Som Katharina er der sikkert også i dag nogle protestanter, som går for vidt i deres ”bland-dig-og-tag-fat”-holdning. De har brug for igen at høre Jesu blide ord til Martha: Lad verden ligge en tid og søg Guds – ofte skjulte – nærværelse. Mange evangeliske kristne har brug for at lære at være mere Maria.
Måske lærte Katharina det ved slutningen af sit liv, især i den svære tid efter Luthers død i 1546. Efter hans død måtte hun sammen med sin familie skifte bopæl adskillige gange, hun måtte indimellem flygte og søge tilflugt hos venner.
Kort før sin død i 1552 (hun døde som følge af et styrt fra en karet) sagde hun: ”Jeg vil gerne klæbe fast til Kristus som en burre til tøjet.”
Katharina von Bora blev begravet i Marienkirche i Torgau, den by, hvor hun mange år tidligere havde taget imod sin nye tro og sit kald som kristen.