En mands grusomme skæbne i Teheran
Det er stærk læsning at erfare, hvad en mand ved navn Mansour Osanloo, tidligere præsident for buschaufførernes fagforening i Iran, har at skrive om den grusomme behandling, han er blevet udsat for af det iranske styre.
Man spørger uvilkårligt sig selv – kan noget sådant ske i vores oplyste tid?
Osanloo har selv skrevet sin uhyggeligt dramatiske historie i en artikel, der er blevet offentliggjort af bladet “International Herald Tribune” under overskriften “Reading Marx in Teheran”.
I artiklen hedder det:
– For gennemsnits-iraneren er tegnebogen det vigtigste anliggende – særligt for de hårdtarbejdende masser, hvis købekraft er gået drastisk ned, mens de slås for at skaffe de mest basale nødvendigheder for deres familier.
Systemkritikere fra alle samfundslag, omfattende uddannede, men arbejdsløse unge af begge køn, leder efter en hvilkensomhelst mulighed til at udtrykke deres klagepunkter på fredelig vis.
Myndighederne i Iran er klare over den tidsindstillede bombe, som forarmelsen af store dele af befolkningen skaber. På et nyligt møde i Irans nationale sikkerhedsråd gav højtstående personer udtryk for deres bekymring for “de sultnes” mulige opstand.
Og så kommer Osaenloo ind på sine egne forhold.
– Jeg ved, hvor langt myndighederne vil gå, skriver han. Jeg har tilbragt over fem år i fængsel for mine fagforenings-aktiviteter. Jeg blev fysisk og psykisk torteret og truet med voldtægt. Mine forhørere truede ofte med anholdelse, tortur og voldtægt af min kone og mine børn. Min søn Puyesh blev fængslet og alvorligt tortureret. Myndighederne udviste min anden søn, Sahesh, fra hans universitet. Efterretningsagenter kidnappde tre gange min kone, Zoya. Hun blev tævet og truet, og under en af disse episoder aborterede hun. Teherans notoriske anklager, Saeed Mortazavi, truede min kone mange gange, blot fordi hun fulgte min sag op med juridiske myndigheder. Og mine forhørere plagede hende konstant med trusselsopringninger og vulgære tekstmeddelelser.
Osaniloo skriver, at han for den mindste protest mod behandingen af ham blev sat i isolationsfængsel – en gang i syv måneder og 23 dage.
Han fortsætter:
– Mine forhørere truede ofte med at dræbe mig, og de sagde: “Ingen ved, at du er her, vi kan let dræbe dig uden risiko.”. De mindede mig om massakrer af politiske fanger i 1980’erne og de mange, der blev dræbt i fængsel siden da.
Der var et gran af optismisme i slutningen af artiklen, da Osanloo skrev:
– Jeg var imidlertid så heldig at have omfattende international støtte, særligt fra internationale fagforeninger og menneskeretsorganisationer. Nyheden om min sag indvirkede på mit forhold til mine fangvogtere. Deres holdning over for mig ændredes. Jeg blev tilmed ven med nogle af mine fangevogtere, der også har arbejderklasse-baggrund og gav dem råd om, hvordan de kunne gå videre med arbejdsklager mod deres arbjdsgivere.
Osanloos historie er sikkert blot en af mange tilsvarende. Den er med til at kaste lys over forholdene i Iran idag.