Reddet fra selvmordsbombe

Da en 24-årig palæstinensisk politimand sprængte sig selv i luften i en bus i Jerusalem midt i morgenmyldretiden, var hans mål det samme som de næsten 200 selvmordsbombere før ham: At dræbe så mange jøder som muligt.Mellem passagererne i bussen var også en messiansk jøde – Karen Svetlana Milichiker (billedet), som er immigreret til Israel fra Rusland og arbejder ved Den Kristne Ambassade.
Bombemanden stod på bussen og placerede sig i nærheden af Milichiker. Kort tid efter sprængte han sig selv i luften.
– Jeg hørte et enormt brag. Da jeg åbnede mine øjne og så mig omkring, var det som at være på en slagmark. Jeg troede også, at jeg var død. Men så bevægede jeg mine arme og tænkte: Jesus, jeg lever! sagde Karen til Israel Today efter episoden.
Dækket af blod kravlede Milichiker ud gennem et vindue, hvor glasset var blevet blæst ud af eksplosionen. Taget på bussen var også væk. Hun ved, at Gud beskyttede hende og føler, at hun igen er blevet født på ny, selv om eksplosionen beskadigede hendes lunger. På spørgsmålet om, hvordan hun har det med araberne her efter bombeepisoden, svarer hun:
– Jeg hadede dem ikke før, og jeg hader dem ikke nu. Jeg har medlidenhed med dem, fordi de er blevet ført bag lyset. Jeg kan sige, hvad Jesus sagde: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.“