På tærskelen til topmødet er der endnu ingen dagsorden

En stor del af verdens opmærksomhed vil være rettet mod den egyptiske ferieby Sharm e-Sheikh ved Rødehavet, hvor israelere og palæstinensere onsdag skal afholde deres andet topmøde, men på tæsklen til dette er der endnu ingen enighed mellem dem om en dagsorden for en fortsættelse af direkte drøftelser.På mødet forleden i Washington mellem statsminister Binyamin Netanyahu og præsidenten for Den palæstinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, blev det aftalt, at parterne skulle mødes påny den 15. september og derefter hver 14. dage fremover, indtil de havde udarbejdet en aftale.

Der vil være stor spænding omkring deres nye møde. Vil de aftale en ny samtale?

Eller bryder kontakten allerede sammen nu, således at konflikten forværres og en længe imødeset fred skubbes langt ud i fremtiden?

Palæstinenserne ønsker at drøfte grænser og en forlængelse af det 10-måneder lange byggestop i bosættelserne, mens israelerne vil drøfte sikkerhedsanliggender og en palestinensisk anerkendelse af Israel som nationalhjem for det jødiske folk.

Israels indstilling er, at spørgsmålet om grænser afhænger af sikkkerhedsarrangementer, således at disse anliggender må gå forud for en grænsedragning. En palæstinensisk anerkendelse af Israel som stat for det jødiske folk vil – for israelerne – antyde, om palæstinenserne ønsker en aftale, som vil afslutte den israelsk-palæstinensiske konflikt og fremtidige krav.

Obama til Netanyahu: “Forlæng byggestoppet”

På en pressekonference i Washington har USA’s præsident, Barack Obama, sagt til Netanyahu, at “nu drøftelserne bevæger sig fremad, giver det mening at forlænge byggestoppet, sålænge forhandlingerne er konstruktive – for til syvende og sidst er det op til de to parter at afgøre, hvad er skal gå til Israel og hvad til en palæstinensisk stat”.

På israelsk hold er der endnu ingen kommentarer til Obamas udtalelser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Udover Netanyahu og Abbas vil deltagerne i topmødet i Sharm være Egyptens præsident Hosni Mubarak, USA’s udenrigsminister Hillary Clinton og den amerikanske Mellemøst-udsending George Mitchell .

Mødet finder sted i Sharm e-Sheikh som en gestus over for Mubarak, som bidrog væsentligt til at få de direkte forhandlinger igang.

Næste dag ventes drøftelserne at fortsætte i Jerusalem, påny med deltagelse også af Mitchell og Clinton.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En af de palæstinensiske ledere, Nabil Sha’ath, der er talsmand for palæstinensernes forhandlingsgruppe, siger, at PA aldrig vil anerkende Israel som en jødisk stat, fordi en sådan beslutning vil benægte palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem.

Abbas er helt på linje med Sha’ath med at afvise Israel som en jødisk stat.

Sha’ath gentog PA’s indstilling, at hvis Israel tillader en fortsættelse af byggeri i bosættelserne efter udløbet af byggestoppet, vil palæstinenserne afbryde forhandligerne.