Igen publikumssucces for “Sange vi aldrig glemmer”

800 mennesker sang og hørte vækkelsessange i Vejle MusikteaterI nogle tilfælde er det en god ide at gentage en succes. “Sange vi aldrig glemmer” har vist sig at være et af de tilfælde.I lørdags blev arrangementet afholdt for fjerde gang. Denne gang samledes 800 mennesker i Musikteatret i Vejle lige for næsen af en lun sommeraften med Melodi Grand Prix i fjernsynet.
Mens Danmarks Grand Prix-håb gik skuffet hjem som nummer chok, var der ikke grund til skuffelse for de 800 sangglade mennesker i Vejle.

Salige vished

De var kommet for at høre og synge de gamle, kendte vækkelsessange, og de fik, hvad de kom efter. Sange som “Salige vished” og “Han er min sang og min glæde” fik nyt liv i den store teatersal, hvor der stort set kun var ledige pladser på den øverste balkon.
I efteråret samlede “Sange vi aldrig glemmer” omkring 1200 mennesker i Vesterkirken i Stenum, og den store publikumsopbakning har givet arrangørerne blod på tanden.
– Aftenen giver i høj grad mod på, at der bliver en næste gang, siger Christian Larsen fra Nyt Livs Forlag, der arrangerede aftenen i samarbejde med Evangelisk Alliance i Vejle.
Vejles kendte SF-borgmester Flemming Christensen bød velkommen, men ellers var scenen overladt til kor og solister, der sang de gamle, gyldne toner.

Kald til frelse

– Det var en rigtig dejlig aften, hvor der var stærk fokus på at kalde til frelse, fortæller Christian Larsen.
Overskuddet fra aftenen går til at købe bibler til Rusland, og for første gang blev der opkrævet entre.
Det kostede 50 kroner at komme ind, og samtidig blev der indsamlet 21.000 kroner, som går ubeskåret til indkøb af bibler.