Tyrkiet er et bibelsk land

Gud greb ind i Gürkan Adalis liv på en måde, der minder om Paulus’ omvendelse.
I dag er han guide og medejer af et rejsebureau i Istanbul med speciale i rejser
til de gamle bibelske og kristne steder i Tyrkiet.
– Sig Tyrkiet, og du tænker islam, for i dag er Tyrkiet muslimsk. Men jeg vil give jer et nyt syn på Tyrkiet. Tyrkiet er et bibelsk land, og mange af de første kristne menigheder lå i Tyrkiet, påpeger Gürkan Adali.
Han er kristen tyrker og bor i Istanbul, hvor han er medejer af et turistbureau med speciale i ture til de gamle bibelske og kristne steder i Tyrkiet.
Tidligere på året var han i Danmark for at holde møde med Unitas Rejser, som er hans danske samarbejdspartner. Samtidig blev det til et par offentlige møder, hvor han fortalte om sin omvendelse og de kristnes situation i Tyrkiet.

Det bibelske Tyrkiet

Gürkan Adali kommer med eksempler på den tætte forbindelse mellem Bibelen og Tyrkiet: Paradisets floder Eufrat og Tigris udspringer i Tyrkiet, Ararats Bjerg ligger i Tyrkiet, det samme gør byen Karan, som Abraham boede i, før han begav sig mod Kana’an, og Tarsus, som var byen, Paulus stammede fra, er en tyrkisk by.
I de første århundreder efter Kristus er det i meget høj grad i Tyrkiet, kristendommen vinder frem.
– Det første sted, de troende blev kaldt kristne, var i den tyrkiske by Antiokia (ApG 11,26), og mange af de første kristne menigheder lå i Tyrkiet, siger Gürkan Adali og henviser til Kolossensermenigheden og de syv menigheder i Johannes’ Åbenbaring: Menigheden i Efesos, i Smyrna, i Pergamon, i Thyatira, i Sardes, i Filadelfia og Laodikea.
Kirken i Tyrkiet voksede sig stor og betydningsfuld. Konstantinopel (det nuværende Istanbul) blev hovedsæde for den østromerske del af kirken, ligesom Rom var det for den vestlige del.

Tabt kristent land

Gürkan Adali viser lysbilleder fra Hagia Sofia-kirken i Istanbul. Den er en af kristenhedens tidligste og største kirker. Den første domkirke, kalder Gürkan Adali den. Men muslimerne erobrede den og omdannede den til en moske. Nu er den museum.
Hagia Sofias historie afspejler Tyrkiets religiøse historie. Engang stod kirken stærkt i Tyrkiet, men de kristne blev nominelle kristne, og islam vandt frem. Nu er mange af de tyrkiske muslimer nominelle muslimer, og Tyrkiet en verdslig stat.

Søgte meningen i islam

Gürkan Adali er vokset op i en sekulariseret muslimsk familie, men som stort barn begyndte han at gå i moskeen og bede fem gange om dagen. Han længtes efter den himmelske fred.
Hans opfattelse af de kristne og kristendommen var som den, alle andre tyrkere har fra undervisningen i skolen. De opfatter de kristne som korsfarere, og de mener, at den vestlige livsstil, som de kender fra amerikanske sæbeoperaer som Dollars og Dallas, er den kristne livsstil. Samtidig lærer de, at de kristne præster har forvansket Bibelen. Jesus var ikke Guds søn, men bare en profet, og han blev ikke korsfæstet.
Som 14-15-årig kom Gürkan Adali forbi en kristen bibelbutik i Istanbul og gik ind for at fortælle de kristne, at der ikke var brug for deres bibler, fordi Bibelen er forvansket af deres præster. De spurgte, om han nogensinde havde læst Bibelen, hvad han måtte indrømme, han ikke havde.
Han købte et Nyt Testamente, men i stedet for at læse i det, søgte han dybere ind i islam. Han flygtede hjemmefra til en islamisk skole tæt på den iranske grænse for at studere til imam. Da han efter ca. et år kom hjem igen, straffede hans forældre ham med husarrest og gav ham ikke lov at gå i moskeen.

Gud talte direkte til ham

Han besluttede at bruge tiden i husarrest til at læse i Det Nye Testamente, han havde købt. Så kunne han sige, at han selv havde konstateret, at de kristne har forvansket indholdet. Først fattede han ingenting, for han var begyndt forfra i Matthæusevangeliet med slægtsregistrene.
Men snart kom han til Jesu bjergprædiken og forstod, hvor forskellig Jesu lære er fra de 10 bud. Men især 1. Johannes’ Brev gjorde indtryk på ham. Her mødte han et håb, der var helt anderledes, end noget han kendte fra islam. Det bragte ham i anfægtelse, og han frygtede, at han var en dårlig muslim.
– I min nød bad jeg en aften Allah om, at han i den kommende nat ville vise mig i en drøm, at islam er den rigtige vej. Mens jeg var ved at bede, hørte jeg tydeligt en stemme spørge: Hvilken frugt er den bedste? Jeg tænkte straks, at jeg skulle vælge mellem Muhammed eller Jesus, og helt spontant svarede jeg ”Jesus”. Stemmen talte igen og sagde: Det er min vej. Jeg brød sammen i gråd og græd hele natten. Næste dag gik jeg til bibelbutikken, hvor jeg havde købt Det Nye Testamente. De kristne dér lærte mig at bede til Gud, og jeg tog mod Jesus i mit hjerte, fortæller Gürkan Adali.

En ny lysestage er tændt

Det er nu 16 år siden, Gürkan Adali blev omvendt. Han fortæller, at der dengang kun var ti kristne i Tyrkiet med muslimsk baggrund. Nu er der 5.000, og der er 56 husmenigheder. Kirkens mål er at have 86 menigheder i 2005 svarende til, at der er 86 provinser i Tyrkiet.
– Fra Bibelen ved vi, at de første kristne var blevet advaret om, at lysestagen kunne blive flyttet, og det skete. Men nu er der tændt en ny lysestage i Tyrkiet, siger Gürkan Adali.
Han understreger, at de nye kirker har hårdt brug for forbøn. Først sidste år fik de en moderne oversættelse af Det Gamle Testamente. De mangler ledere med teologisk uddannelse, så nu er det Helligånden, der oplærer dem direkte.

Forfølgelse

Da Gürkan Adali fortalte sin mor, at han var blevet kristen, smed hans far ham ud hjemmefra. Han var bange for, at det kunne ruinere hans forretning at have en søn, der var kristen. I fem år så Gürkan Adali ikke sin familie.
Han fortæller, at det ofte sker for muslimer, der bliver kristne, at deres familier slår hånden af dem, fordi de er bange for at have en kristen i familien. For kristne i de mindre byer kan det være nødvendigt at flygte fra byen. Mange er ikke demokratisk indstillede, og selv om de ikke er praktiserende muslimer, tænker de muslimsk og kan hverken forstå eller acceptere, at man kan være både tyrker og kristen.- I vores identifikationspapirer er det angivet, hvilken religion vi tilhører. Jeg var den første, der gik til myndighederne for at få ændret, at jeg ikke længere var muslim, men kristen. Men de fleste lader være med det for at undgå problemer. Kun 59 har valgt at gøre det, siger Gürkan Adali.
Officielt er der religionsfrihed i Tyrkiet, men de kristne oplever at blive isoleret. De bliver negativt fremstillet i tv, og der går det rygte, at de bliver kristne, fordi de får penge for det. Gürkan Adali har også selv oplevet at blive arresteret og være fængslet. Men det er ikke noget, han ønsker at gå nærmere ind på.
– Forfølgelser hører med til at være kristen, siger han, og han vil ikke gøre de forfølgelser, han bliver udsat for, til noget specielt.
Han mener, at det kan give mere frihed, hvis Tyrkiet kommer med i EU. Men friheden vil også komme til at gælde for ekstremistiske muslimer, så større frihed kan også give problemer.
– Lovene er allerede blevet bedre de senere år, men forholdene for de kristne er ikke blevet bedre, for administrationen af lovene har ikke ændret sig. Folk på gaden tænker ikke demokratisk endnu, og ca. 18 procent af befolkningen støtter politiske partier, som mener, Tyrkiet skal være en præstestyret stat ligesom Iran, oplyser Gürkan Adali.

Tyrkisk genvej til at forstå Bibelen

Som kristen, tyrker og turistguide brænder Gürkan Adali for at fortælle, hvad Tyrkiet kan tilbyde kristne fra andre lande. De kan komme til Tyrkiet og opleve byer og områder, der er omtalt i Bibelen.
– Det kan mange gange gøre det helt enkelt at forstå, hvad Bibelen taler om – mere enkelt end ved teologisk granskning, smiler han og giver et eksempel:
– Menigheden i Laodikea, en af de syv menigheder i Johannes’ Åbenbaring, opfordres til at være kold eller varm og ikke lunken. Engang tænkte jeg, at det da gælder om at være varm – og ikke kold. Men forklaringen er, at Laodikea ligger i et område med varme helsegi-vende kilder til den ene side og et bjergområde med koldt forfriskende vand til den anden side. Men rørene med vand til byen var gået i stykker, så det varme og kolde vand løb sammen. Byens problem var netop, at den kun havde ubrugeligt lunkent vand.
Sådan giver Gürkan Adali turister indsigt i Bibelen, når han rejser rundt og viser dem det bibelske Tyrkiet.


Artiklen fortsætter efter annoncen: