Anita og Mikael fik et nyt liv

Anita og Mikael har en stærk følelse af, at Gud elsker dem og er på deres side i livets mange vanskeligheder.
Anita og Mikael har en stærk følelse af, at Gud elsker dem og er på deres side i livets mange vanskeligheder.

Anita og Mikael mødtes på hospitalet efter en svær tid med hash-misbrug, sygdom og depression. Da de begyndte at tro på Gud, skete der store forandringer, både psykisk og fysisk. Lægen troede ikke sine egne øjne.

– Jeg har haft en rigtig, rigtig skidt barndom og en temmlig skidt ungdom, forklarer Mikael Martinussen hjemme i lejligheden i Albertslund.

Man kan ikke se det på ham, når han sidder der i stolen og fortæller, mens hans kone Anita ved siden af sidder og lytter.
Men nogle voldsomme overfald og andre svære ting har sat sig dybe spor.
Den problematiske barndom betyder, at Mikael nu lider af posttraumatisk stress.
De traumatiske oplevelser han havde som barn og ung gør, at han har svært ved at stole på, at andre folk vil ham det godt.

Flygtede ind i hashen

Som teenager på en efterskole fik Mikael ellers kontakt til nogle rigtig fine fyre, men:
– Desværre røg de en masse hash. Og det kom jeg også hurtigt til. Det virkede som løsningen på mine problemer, fortæller han.
Mikael kom ind i et misbrug, som skulle vise sig at vare i 15-20 år.
– Hash var bare en ”løsning”, jeg kunne vælge på mine problemer, og ikke et problem i sig selv, mener han.
Han brugte ikke hashen for sjov, men for at slippe væk fra tankerne og minderne om fortiden – og det virkede delvist, men prisen var afhængighed.

Kærester på hospitalet

I 2006 blev Mikael overfaldet på en så voldsom måde, at han næsten blev dræbt. Den voldsomme oplevelse gjorde, at Mikael endelig søgte hjælp, selvom han dybest set havde svært ved at stole på, at andre ville hjælpe ham.
– Jeg kontaktede min læge og sagde til ham, at det her kunne jeg ikke klare selv.
Han blev skrevet op til gruppeterapeutisk behandling på et hospital i Gentofte, og så skete der noget overraskende:
– Ugen efter, startede denne her utrolig smukke og søde, unge rødhårede kvinde samme sted, smiler Mikael til Anita.
– Og vi faldt bare for hinanden på stedet. Og dagen efter – på det samme hospital – blev vi kærester.
De måtte holde det hemmeligt, for man måtte ikke være kærester under behandlingen.
Anita havde i mellemtiden fundet det berømte 12-trins program på internettet, som skal hjælpe en til at komme ud af afhængighed. I programmet skal man finde ”en højere magt” til at kæmpe kampen for sig.

En lille tro på Gud

Mikael havde, trods sin svære barndom, haft en fast tro på, at Gud fandtes, selv om troen ikke var helt så fasttømret:
– Vi troede, at jo flere gange vi sagde ’amen’, jo større chance var der for, at Gud hørte os. Så der blev sagt amen mange gange, smiler han, men forklarer, at de mange svære ting i livet også har gjort ham vred på Gud.
– Men jeg kunne lægge ansvaret over på Gud, og det tror jeg har gjort hele forskellen for mig.

Stødte på sandheden

Anita var for nylig også blevet interesseret i det åndelige, blandt andet østlig mystik. Og da hun også skulle igennem 12-trins programmet, besluttede de at komme i en folkekirke.
– Den søgen, jeg havde haft, fik en mere fast form, siger Anita om mødet med kirken.
– Vi havde en dyb fornemmelse af, at det var sandt, siger Mikael og fortsætter:
– Vi havde en klar fornemmelse af, at det var Helligånden, som ledte os. En følelse af, at det her var sandheden, som vi var stødt på.
Efter et år, hvor de begyndte at savne mere kristent fællesskab og flere samtaler om troen, valgte de at skifte til frikirken København Vineyard.

Løftet op i hovedet

For Mikael har der gennem årene været mange tilbagefald i kampen mod hashen.
I de første måneder af dette år var afhængigheden ved at tage over på en måde, så han slet ikke kunne styre det mere.
Anita flyttede ud til en veninde, fordi hun ikke kunne leve med Mikaels misbrug, som han skjulte for hende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mirakel på Christiania

Men den 26. marts skete der noget helt specielt, mens Mikael sad på Christiania med en joint og en stor klump hash:
– Lige pludselig, fra det ene øjeblik til det andet, kunne jeg simpelthen ikke ryge mere.
Det var decideret utiltalende.
Jeg havde en følelse af, at jeg blev samlet op i hovedet og løftet hen i en helt anden verden, og nu kan jeg se, at det var Guds rige, jeg blev sat i, forklarer han om øjeblikket. Han er overbevist om, at det var Gud, der greb direkte ind i hans liv.
– Det var både en mental og sjælelig forandring, for den smerte der gjorde, at jeg røg hash, var en sjælelig smerte, og den forsvandt.
Jeg fik den glæde, som Paulus snakker om. Det boblede løs inde i maven, og jeg går nu dagligt med en enorm glæde indeni, smiler han.
Hans behov for at blive accepteret, elsket og være i tryghed, finder han nu hos Gud.
– Pludselig var jeg betydningsfuld for Gud og accepteret og elsket af Gud. Jeg havde ikke behov for at søge nogen afgud for at sikre de følelser, forklarer Mikael, som ikke længere har lyst til at ryge joints.

Som varm honning

Selv om Mikael var overbevist om, at Gud fandtes, så troede han dybest set ikke, at Gud ville gøre noget for lige præcis ham. Men til en kirke-konference fik han en overraskelse:
– Da vi var i gang med forbøn for hinanden, trådte en præst op på scenen og sagde, at en i forsamlingen havde fået et ord om, at der var én, der havde ondt mellem pegefingeren og tommelfingeren efter en frygtelig ulykke. Det skulle der bedes for, sagde han.
Mikael havde en mangeårig skade i håndsrodsknoglen lige præcis dér! Den stammede fra det voldsomme overfald, som næsten havde slået ham ihjel år tidligere.
Så han rakte hånden op.
Inden de nærmeste omkring ham begyndte at bede for ham, kunne Mikael mærke helbredelsen:
– Det var en følelse af noget varmt, der smeltede ud over min venstre hånd. Ligesom varmt, flydende honning, der glider ned over hånden, forklarer han om oplevelsen, som øjeblikkeligt helbredte hånden.
Nu, flere måneder senere, er hånden stadig helbredt.

Lægen blev overrasket

Anita har også oplevet en helbredelse, som lægen blev både overrasket og pinlig over.
– Jeg har haft diabetes hele mit liv, og der kan komme forandringer på nethinden, som gør, at man kan blive blind, forklarer hun.
Derfor er hun jævnligt til undersøgelser hos lægen. En dag fik hun et brev fra lægen om, at hun skulle opereres i øjet.
– Jeg blev ret nervøs, så jeg blev bedt for i kirken søndagen før, jeg skulle opereres, men mærkede ikke noget specielt.
Tre måneder senere hos lægen blev Anita undersøgt, men da lægen kom tilbage, sagde han, at der ingenting var at se…
– Han synes det var meget mærkeligt og kiggede igen på billederne og i Anitas øjne. Til sidst hentede han en anden læge, som heller ikke kunne se noget.
Lægen bemærkede lidt halvgnavent, at det da også var for dårligt – hvem havde mon sendt hende til operation uden grund, spurgte han.
– Så kiggede han i papirerne og så, at det var ham selv, der havde undersøgt mig første gang! Han syntes nok, det var lidt pinligt, griner Anita.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tillid til Gud

Helbredelsen har givet Anita en større tillid til Gud, og hun har delt historien med mange af sine ikke-troende venner.
Oplevelserne har givet dem begge en stærk følelse af Guds nærvær, og i dag lever de i tro hver dag, forklarer Mikael, og Anita supplerer:
– Jeg har haft depression og angst før, og det har gjort en stor forskel at forstå, at jeg er ok, som jeg er. Jeg har fået en meget større selvaccept og tryghed.
Jeg har generelt bare meget mere kærlighed i livet, smiler Anita, som sammen med Mikael nu ønsker at give andre den kærlighed, som de selv har oplevet.