Diakon-elever slipper for lommesmerter

Fra august kan Diakonhøjskolen i Århus for første gang tilbyde eleverne S.U. Det blev fejret med en reception i sidste ugeFor de fleste studerende er S.U. en selvfølge. Hver måned forlader ca. 4500 kr. de velbjærgedes lommer for at gøre gavn i en studerendes beskedne husholdning.Sådan har det været for langt de fleste danske studerende siden 1970, men ikke for studerende ved Diakonhøjskolen i Århus.
Her har de studerende indtil nu måttet leve med lommesmerter og arbejde hårdt ved siden af studierne for at holde skindet på næsen.

På den lange talerlister var bl.a. fra venstre Diakonhøjskolens formand Bent Ulrikkeholm, tildligere forstander Lars Mandrup, forstander Henrik Stubkjær, tildligere forstander Jens Nørgaard samt biskop og tidligere forstander Karsten Nissen.

Svær beslutning

Fra 1. august ser det dog ud til at lysne for diakoneleverne. Den dato træder den 85 år gamle Diakonhøjskole nemlig ud af højskoleloven og ind i det officielle danske uddannelsessystem. Det betyder bl.a, at eleverne kan få S.U.
Den nye status har været mere end to år undervejs, og det var med både lettelse og vemod, da skolens lærere, elever og indbudte gæster fejrede begivenheden i sidste uge.
– Det er som et elastikspring. Vi har i mange år udsat vores elever for et økonomisk pres, som vi ikke længere kan forsvare. Derfor er vi nødt til at kaste os ud i det, sagde Diakonhøjskolens formand Bent Ulrikkeholm fra talerstolen.
Bekymringen retter sig især mod den øgede kontrol, som følger med den nye status som officiel uddannelsesinstitution.

En fremmed fugl

Viborg Stifts biskop Karsten Nissen, der var højskolens forstander i ni år, indledte dog med et stort tillykke.
– Diakonhøjskolen har altid været en fremmed fugl. Både blandt højskolerne, blandt social- og sundhedsskolerne og blandt IM og KFUM&K-skolerne, sagde Karsten Nissen.
– Fra 1. august er skolen under samme lovgivning som pædagogseminarerne og social- og sundhedsskolerne. Det er der grund til at glædes over.
Samtidig advarede biskoppen dog mod at overlade tøjlerne til lovgiverne.
– Diakonhøjskolen kan kun bevare sin egenart, hvis den holder fast i at integrere det kirkelige og det faglige og bevarer sin ret til selv at tilrettelægge uddannelsesforløb og ansætte lærere.

Skærer i praktikforløb

Diakonhøjskolens nye status betyder en række mindre justeringer i undervisningsforløbene. Mest iøjnefaldende er, at de pædagogstuderende fremover får en praktikperiode mindre, så uddannelsen fremover varer fire år mod de nuværende fire et halvt.
Diakonhøjskolens studerende vil herefter have ialt 18 måneders praktik, som fortsat er mere end deres medstuderende på de andre pædagoguddannelser.
Diakonhøjskolen uddanner hvert år ca. 40 diakoner, men med tilbudet om S.U. kan antallet måske forøges. Udsigten til at modtage S.U. under uddannelsen har allerede fået flere end nogensinde til at forhøre sig om uddannelserne, sagde forstander Henrik Stubkjær.

Læs også: Nu bliver der mere tid til studierne


Artiklen fortsætter efter annoncen: