Jødiske skæbner i 1943
Historikeren Bent Blüdnikow har med ”Min fars flugt” skrevet en særdeles interessant bog om Anden Verdenskrig og jøderne i Danmark.
Den 7. oktober 1943 gik Bent Blüdnikows far Benjamin sammen med ni andre jøder om bord i en robåd, der skulle fragte dem fra det besatte Danmark til sikkerhed i Sverige. Et par kilometer ude kæntrede båden og alle ombordværende, inklusive et lille barn, endte i Øresunds kolde vand.
Syv blev reddet, mens tre druknede. Den 1-årige Jette overlevede mirakuløst. De flygtninge, der sad i båden den nat, var næsten alle russiske immigrantfamilier.
Spændende fortalt
I dag lever stadig fire af dem, der blev reddet, og bogen handler om de fire – før, under og efter 2. verdenskrig. Beretningen om Benjamin Blüdnikow fylder mest. Bogen handler også om indvandringen af russiske og andre østeuropæiske jøder i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Men også om jødernes forhold i Danmark i den periode og om nazisternes fremmarch i Europa og besættelsen af Danmark. Ligesom forfatteren viser forskellige teorier gennem henvisninger til en række forfattere og bøger om jødernes redning. Det er spændende og godt fortalt.
Stort researcharbejde
Bent Blüdnikow er historiker, men arbejder i dag som kulturjournalist på Berlingske Tidende, og han kan sit håndværk. Han har gravet godt i arkiverne, læst sin fars og andres dagbøger og har talt med sine forældre og andre overlevende. Der ligger et stort og flot researcharbejde bag bogen. Bogen er historien om indvandring og flugt set med jødiske øjne.
Som meget historieinteresseret og som tidligere historielærer er jeg i denne bog stødt på oplysninger om jøderne i Danmark og om 2. verdenskrig i Danmark, som jeg ikke tidligere er stødt på, og bogen har dermed lagt nye lag til min historiske viden. Bestemt ikke det værste, der kan ske. Jeg kan varmt anbefale denne bog.
Bent Blüdnikow:
Min fars flugt
– Jødiske skæbner i oktober 1943
258 sider • 249,95 kr.
Berlingske Media Forlag