En kilde, der aldrig løber tør
Redaktør af Frelsens Hærs månedsmagasin, Krigsråbet
”Har I husket at tage vandflasker med til turen?”
Spørgsmålet blev stillet af en betænksom guide, inden bussen forlod det Døde Hav og via hovedvejen, ”Jordan Valley Road”, satte kurs mod Galilæa. Den hurtigste rute fra det sydlige til det nordlige Israel.
Rejsen indgik i en studietur, jeg sammen med andre foretog sidste forår, og som førte os tæt på det område, der i sin tid hed Samaria. En bjergrig egn tæt på Jordanfloden, hvor der engang lå en by, som hed Sykar.
I modsætning til Jesus gjorde vi ikke holdt undervejs. Men vi havde jo også husket vore vandflasker.
En samtale, der går dybt
Vand har aldrig kunnet tages for givet i det knastørre Israel. Et vilkår, der i dag har gjort landet til verdens førende i vandteknologi. Mere end 70 procent af alt vand i Israel bliver således renset og genbrugt.
På Jesu vandring fra Judæa til Galilæa bliver han da også indhentet af træthed og tørst. Ved middagstid gør han holdt ved Jakobsbrønden uden for Sykar. Mens disciplene fortsætter ind i byen for at proviantere.
Den modsatte vej kommer en kvinde for at hente vand. Jesus overrasker hende ved at indlede en samtale. Først om kilden dybt under dem. Siden om den tørst, der går dybere end flygtig smalltalk.
Hun reagerer menneskeligt på hans spørgsmål: Hvordan kan han som mand og jøde bede hende som kvinde og samaritaner om noget?
Men hun fornemmer snart, at hans tale om levende vand ikke handler om kilden under deres fødder. Alligevel forsøger hun at afspore emnet. Han har jo ingen spand! Sådan søger vi mennesker ofte det konkrete frem for det overførte. Det synlige frem for det usynlige. Det materielle frem for det åndelige.
Men hun er gennemskuet, og paraderne falder, sammen med de tyndslidte argumenter om den rette tro og tilbedelse. Emner, der almindeligvis formår at sikre en passende afstand mellem mennesker af forskellig overbevisning.
Men der er ikke noget normalt ved situationen, der snarere kan opfattes som upassende. Hvilket fremgår af disciplenes forundring længere fremme i teksten.
Helligåndens indre liv
Jesus viser kvinden forståelse. For hendes fortid. For de mange brudte forhold. For hendes forventning om frelse og for hendes åndelige længsel.
Vand er en forudsætning for alt liv. Derfor er billedet af kilden et stærkt billede på den dimension af liv, Jesus tilbyder. En kilde, der aldrig løber tør. En kilde, vi behøver mere, end vi selv er klar over.
”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.”
Jesus kender vore behov bedre end vi selv. Derfor rummer samtalen ved Sykar en indbygget opfordring til alle, der vover at lade sig gennemskue og lade paraderne falde i forhold til ham. En opfordring til at bede om det, vi behøver mere end alt. Det vand, der i os skal blive et indre, evigt kildevæld.
Jesus bruger ofte den indre kilde som et billede på Helligåndens liv, der skal flyde fra den troendes indre (Johs. 7,37). En erfaring, der peger på vort behov for forvandling og fornyelse.
For kvinden var den daglige tur til brønden blevet rutine. Det samme kan ske med den troendes vandring – og kristenlivet kan blive både tørt og trivielt.
Er det vor erkendelse, opfordrer Jesus os til at bede ret – og ikke nøjes med brønd- eller flaskevand.
Joh. 4:5-26
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
Jesus og den samaritanske kvinde
5-6Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.
7Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: »Vær venlig at give mig noget at drikke.« 8Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. 9Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. »Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« spurgte hun.
10Jesus svarede: »Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke – og så ville jeg give dig levende vand.«
11»Du har jo ingen spand,« sagde hun, »og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? 12Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?«
13Jesus svarede: »Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. 14Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.«
15»Åh, giv mig noget af det vand!« udbrød kvinden. »Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!«
16»Gå hjem og hent din mand,« sagde Jesus.
17-18»Jeg har ikke nogen mand,« svarede kvinden.
»Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.«
19»Herre,« udbrød kvinden, »du må være en profet! 20Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.«
21Jesus svarede: »Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud – her eller i Jerusalem. 22I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. 23Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. 24Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«
25Kvinden sagde: »Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.« 26Da sagde Jesus til hende: »Han står her og taler med dig!«
