Dansk biskop afviser mission og omvendelse

Sognepræst Henrik Højlund  er rystet over Kjeld Holms ord om tro og omvendelse.
Sognepræst Henrik Højlund er rystet over Kjeld Holms ord om tro og omvendelse.

Kjeld Holm har reelt opgivet kristendommen med sine udtalelser om, at den religiøse sandhed er situationsbestemt, mener Henrik Højlund.

Under debatten om migrantpræst Massoud Fouroozandehs dåbspraksis har biskop Kjeld Holm udtalt, at han ’ikke anerkender ordet mission’. Dermed har han reelt opgivet kristendommen, mener sognepræst Henrik Højlund.

I december gav folkekirkens biskopper Massoud Fouroozandeh forbud mod at døbe folk, hvis det ikke fører til indmeldelse i folkekirken.
Det udløste en debat om folkekirkens forhold til migrantmenighederne.
Senere erklærede biskop Kjeld Holm i et interview i Kristelig Dagblad, at han ikke anerkender ordet mission, at missionsbefalingen bliver opfyldt i og med at kirken holder dåb, og at den religiøse sandhed er situationsbestemt.
Samtidig fastslog biskoppen, at ordet omvendelse er tomt for ham og at ’det ikke giver mening idag’.

Opgiver kristendommen

Kjeld Holms udtalelser fik formand for Evangelisk Lutherske Netværk, sognepræst Henrik Højlund, til at reagere med et læserbrev, der i skarpe vendinger kritiserer biskoppen for at have opgivet kristendommen og troen på Jesus som vejen, sandheden og livet.
– Må denne komplette mangel på kristendom i en biskops udsagn ikke medføre en storm af protester? spørger Højlund og slutter sarkastisk:
”Må det ikke ende med de helt store overskrifter i al landsens aviser: Biskop må træde tilbage, fordi han nægter at benægte sine benægtelser af kirkens Herre. Massoud Fouroozandeh i stedet valgt som biskop i Aarhus Stift. Kristendommen genindført i folkekirken” slutter debatindlægget.

Folk er rystede

Mange har reageret positivt på Henrik Højlunds læserbrev.
– Jeg har kun hørt positivt om det. Og faktisk rigtig meget. Mange har takket meget for det – som talt ud af deres hjerte.
Folk var simpelthen rystede over Holms udtalelser. Vi er jo ude i noget, der er mindst lige så tydeligt i sin fornægtelse som Grosbøll, siger Henrik Højlund, som mener, at mange nok helst vil tie sagen ihjel, for sådan er folkekirkens rummelighed.
– Men rummeligheden er blevet til grænseløshed, konturløshed. Og Holm sætter faktisk ord på lige præcis dét med sine ord om sandheden som noget fragmentarisk, situationsbestemt, fastslår Henrik Højlund og understreger, at han frakender biskoppen både evnen og viljen til at forkynde sand kristendom.