Lars Tjalves teologi går ud over de troende
Sognepræst Lars Tjalve forsvarer Thorkild Grosbøl i pressen og i kirken. Det kan tjene til hans ære, at han tager sin næste i forsvar, men det siger utvivlsomt mere om Tjalves egen teologi og ståsted i den kristelige verden.
Vi er mange, der i årevis har lidt under Tjalves forkvaklede syn på kristendommen. I over 20 år har han været anmelder af bøger i Kristeligt Dagblad. Det har liberalteologer og historie kritiske teologer høstet glæde af, mens vi andre, der forsøger at få vort gudsforhold tilpasset Bibelens åndelige budskab, bliver sablet ned.
Lars Tjalve anmeldte min bog Det Gamle Testamentes Frelseshistorie i Kristeligt Dagblad. Her mente han, at man kun kunne læse Bibelen på to måder: Historisk eller literært og så påstod han, at jeg ikke ville nogen af delene. Den store farveplanche, som gennemgår kronologien gennem GTs 4.000-årige periode, modsiger dette, og den nævner Tjalve overhovedet ikke. Tavlen sætter ellers alle 39 bøger og alle vigtige personer og begivenheder i GT ind under en kronologisk følge med angivelse af årstal.
På eget initiativ skrev professor P. G. Lindhardt en anmeldelse af bogen i Jyllandsposten, hvor han imødegik den historisk-kritiske teologi!!
Lindhardt skrev bl.a.: Bogen har mødt skarp kritik fra etablerede teologer. Det synes mig urimeligt! Man kan sagtens kritisere Neerskovs teologi, men man kan ikke nægte, at her faktisk foreligger en god og folkelig genfortælling af verdenslitteraturens hovedværker.
Videre skriver P. G. Lindhardt: Frelseshistorie er en glose som også den etablerede teologi anvender, og som har vundet hævd tilbage til Paulus og oldtidens kirkefædre. I den officielle teologi er det ærværdige synspunkt gennem de sidste 200 år blevet modificeret af den historisk-kritiske forskning. Når Neerskov fastholder fundamentalismen, må jeg naturligvis være uenig med ham, men man kommer ikke uden om, at NTs historiske forudsætninger ligger i GT. Og Neerskov er i net selskab, for også Grundtvig mente, at Adam blev skabt for ca. 6.000 år siden.
Videre skriver PGL: Smuk bog
Smukt udstyr
Mange kort, tabeller og skematiske oversigter, dertil en farvestrålende planche. I modsætning hertil skriver Lars Tjalve: En ejendommelig bog
Helt på tværs
underfundigt flimrende
blanding af skarpsindighed og rørende naivitet
læseren bliver forvirret. Alligevel er bogen udkommet i flere oplag.
Sognepræst Lars Tjalves fremturer nu som promotor for den teologi, der påstår, at Gud er abdiceret, og at man kan sætte spørgsmålstegn ved, at Gud er Skaber og Opretholder af universet, samt kristendommens unikke opstandelsesdogme.
Det er i grunden mærkeligt, at Kristeligt Dagblad kan bruge ham som anmelder af kristne bøger.
Hans Kristian Neerskov
Præst, forfatter