Ordet & Israel:
Advarer mod kritik af Israel

Formand Jan Frost tordnede mod dansk antisemitisme på weekendens årsmødeAntisemitismen i Danmark har nu nået et niveau, som ikke er set større siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Formand Jan Frost

Det var et af budskaberne fra formanden for Ordet & Israel, Jan Frost, der i weekenden aflagde formandsberetning ved organisationens årsmøde.
– I ytringsfrihedens navn gives der plads til, at der i fuld offentlighed kan fremføres synspunkter, der er udtryk for rendyrket antisemitisme, sagde Jan Frost i sin formandsberetning.
Udtalelsen havde klar adresse til det danske medlem af Europaparlamentet Torben Lund, som i maj kritiserede Israel for terrorisme, folkemord og tortur.

Fortsætter indsats

Trods den antisemitiske bølge, som ifølge Jan Frost hjælpes på vej af en række danske meningsdannere, vil Ordet & Israel fortsætte sin indsats i Israel.
– Vores kald er at virke både i ord og handling. Vi vil ikke svigte vores kald og ansvar her. Vi vil følge Jesu eksempel og fortsætte med at undervise om Israel ud fra Bibelen ved at forkynde evangeliet om Guds rige og ved at støtte og hjælpe Guds ejendomsfolk.
I forbindelse med årsmødet blev deltagerne præsenteret for en række ændringer i Ordet & Israels ledelse.
Den tidligere landssekretær Per Weber har for længst meddelt, at han ville trække sig til- bage, og det betyder, at den nuværende sekretær Ole Andersen fremover skal være ny leder med titel af generalsekretær.
Sammen med bestyrelsesmedlem Torben Mathiesen, der bliver ny landssekretær, skal Ole Andersen lede det administrative arbejde, som Aase og Per Weber tidligere har stået for.
Også ungdomsarbejdet „Joffi“ har fået et nyt ansigt på lederposten i skikkelse af den nye ungdomssekretær Martin Ramlow.
Ordet & Israel har for tiden 11 medarbejdere i Israel, heraf syv faste.