2.500 til Pinsevækkelsens Sommer-Camp 2004

Pinsevækkelsen holder i disse dage deres Sommer-Camp i Mariager. Der er et mylder af små og store, og der er noget for alle aldersgrupper fra tidlig morgen til sen aften. Temaet dette år er „Drik dybt af Ånden“.

Ånd sjæl og legeme

Som et nyt initiativ er kroppen også i fokus, idet det hver morgen er muligt at træne og varme sine muskler op i fællesskab. 7.30 samles de morgenfriske. Det hele sigter på et stort motionsløb for camp-deltagerne onsdag eftermiddag. Her forventes rigtig mange deltagere. Der er præmier til de bedste, hvad enten man tager den lille tur på 2½ km eller den lidt længere på 5 km. Området er suverænt i den flotte natur omkring Mariager Fjord, så alene det må være en motivation for mange.

Hovedtaleren hos Pinsevækkelsen i Mariager, Ingolf Ellssel, var også hovedtaler i Kolding hos apostolerne. Han prædikede et stærkt budskab om renselse af personligheden ved Helligånden, som førte til dyb eftertanke begge steder. (Fotos: Per Bracher)
Tysker med pondus

Hovedtaleren på Sommer-Campen er i år hentet fra Tyskland. Ingolf Ellssel, som også er de tyske pinsekirkers øverste leder, lagde søndag aften ud med at undervise omkring Helligåndens virke i den enkelte. Det var en meget personlig Ellssel, som fortalte ud fra sit eget liv. Samtidig gav han en gedigen undervisning om Helligånden, der aldrig opgiver et menneske eller erklærer nogen for umulig.
Mandag fortsatte Ellssel med udgangspunkt i Helligånden som træneren, der vejleder mennesket til hele sandheden. Sidste møde med Ellssel blev et radikalt budskab omkring den ild og ilddåb, som følger med Helligånden.
– Mange er tilfredse med en fylde eller en dåb i Helligånden, men det er ikke nok, sagde Ellssel. Han påpegede, at alle har behov for en ilddåb, som renser og brænder alt det væk, som hindrer Gud i at komme til.
– Det er forbundet med lidelse og offer at opleve Guds ild, og det koster noget! Derfor viger mange tilbage og får ikke alt det, som Helligånden tilbyder, fortsatte Ellssel.
Igen berettede han ud fra sit eget liv, om de smertefulde år han måtte gennemleve, inden han nåede gennem sin ilddåb. Hans forkyndelse er tankevækkende og giver anledning til dyb refleksion.

Hyggeligt fællesskab

Hans Ole og Nora Kofoed – København
– Her er det festligt, farverigt og fornøjeligt. Oven i det er der både gode åndelige og fællesskabsmæssige oplevelser.
Forkyndelsen har været rigtig god lige fra det første møde, hvor man har fornemmet en rød tråd gennem det hele. Det fine har været, at der er lagt op til at Guds Ord er for alle, uanset hvilken baggrund man kommer fra.
Vi er selv opmærksomme på de nye, der er med for første gang. Vi er kommet her tre, fire år i træk, og vi har mange ny-kristne med, som vi kan lide at tage os af og drikke kaffe med og hygge om. Vi synes fællesskabet er væsentligt, fordi det også er der, troen vokser og gror.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Familie i forventning

Una og Henrik Mørk fra Hirtshals med børnene Sune på 15 og Anja på 11 år:
– Det er første gang, vi er her. Vi er kommet, fordi vi vil tættere på Jesus, og vi har børnene med, fordi vi ønsker at der skal ske noget også for dem.
Der har været problemer i familien, men vi er i forventning til at opleve Gud i vore liv.
Det har været dejligt at være her, og vi glæder os til alt det, vi skal få med herfra, inden det slutter på fredag.
Henrik går lige nu vagt her på pladsen, og jeg får lov at være med som forbeder. Det oplever vi som en velsignelse.

Københavnergaden

Svend og Helle Andreassen – København
– Vi er her, fordi vi er kommet her hvert år i 15 år. Det betyder, at vi slapper af, selv om vi er mere end 2000 mennesker sammen, men vi nyder det. Vore forventninger er altid „Hvad vil Gud gøre med mig?“, derfor glæder vi os til at komme herop.
Nu bor vi i „Københavnergaden“ her på Campen, og da vi kommer i en stor pinsekirke med mange medlemmer, er det ikke sådan at vi kender alle. Derfor er dette en fin måde at lære nye fra vor egen kirke at kende på. Det kan jo tit være sådan, at man kun har 10 minutter efter gudstjenesten derhjemme til at sige hej til folk, men det bliver tit overfladisk. Her kan vi uddybe venskaber, komme tættere på hinanden og involvere os i hinandens liv.