Frygtelig DØDSULYKKE gav ny livskvalitet

Bente og Erik Christensens liv slog en kolbøtte, da Erik kom ud for en ulykke med sin motorcykel. Problemer, som før syntes store, er nu kun bagateller…Den 3. august 1998 blev en skæbnesvanger dag for familien Christensen i Odense. Erik kørte galt på motorcykel. Han blev ramt af en bil og kastet op i luften. Hans styrthjelm røg af, og han landede direkte med hovedet på asfalten.- Politiet ringede til mig kort efter, husker Bente Christensen. – Jeg ankom på hospitalet sammen med min søn og en af vore gode venner. Min mand Erik var i respirator. Han var bevidstløs. Da hans hjerne blev scannet, viste det sig, at frontlappen var beskadiget, og at der var blødning i højre hjernehalvdel.
– Jeg fik at vide, at hjernen var hævet voldsomt efter slaget og at en masse celler var døde på grund af iltmangel. Man indsatte en trykskrue og lagde et dræn for at suge overskydende blod ud.
Familien Christensen var aktivt med i en lille frikirke i Odense, og vennerne dér oprettede en bønnekæde. Der blev bedt over hele landet. Eriks bror var samlet med nogle menighedsledere, som bad og salvede en klud med olie. Den blev lagt under Eriks hovedpude. Helbredelsesprædikanten Hans Berntsen sendte også en ‘salvedug’. Senere kom han på hospitalet og bad for Erik.

– Fire dage efter ulykken fik jeg pludselig en tungetale og derefter en udlægning, mens jeg bad hjemme i mit køkken – og det er aldrig sket for mig før, fortæller Bente. – Gud sagde: „Vær ikke bedrøvet, min datter, jeg skal nok rejse Erik op!
Dette var en fantastisk opmuntring, og Bente fortalte frimodigt om det til alle, hun mødte.
– Men jeg kunne godt se på folk, at det havde de ikke tro for…
Fra Tørring ringede en af familiens venner og fortalte, at da han om morgenen havde bedt for Erik, havde han fået et ord fra Johannes Evangeliet, kapitel 11, vers 40: „Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed”
Kun et par dage efter var der en fra den bibelkreds, Erik og Bente plejede at komme i, der fik det samme ord. – Da blev jeg fuldstændig overbevist om, at Gud ville stå ved sit ord og rejse Erik op. Jeg vidste bare, at det ville ske.

Lægerne fortalte, at Eriks tilstand var meget kritisk, og hvis han vågnede, ville han givetvis ikke være normalt tænkende og skulle sidde i kørestol.
– De spurgte også, om jeg ville tale med en psykolog. Men det var ikke nødvendigt – jeg havde min egen læge!
En måned efter ulykken begyndte Erik at vågne, og kort efter blev han overflyttet til Ringe Hospital til genoptræning. I mellemtiden havde han haft tracheastomi, som nu var lukket, da han selv kunne trække vejret. Han kunne ikke selv spise og havde en sonde i maven.
– Men gradvist begyndte Gud at virke i ham – med hjælp fra et meget dygtigt personale.
I starten kunne Erik ikke bevæge sig. Han kunne ikke holde sit hoved og sad i kørestol med nakkestøtte. Der skulle flere personer til at hjælpe ham ud af sengen. Men der skete temmelig hurtigt nogle små fremskridt. Han skiftede til en anden kørestol. Han skulle til at lære at bevæge benene. Man lavede gipsstøbninger til hans ben, og så skulle han op at stå, så han kunne mærke sin egen vægt.
Fire måneder efter ulykken begyndte Erik at tale, og det gik fremad med alting. Han trænede i at gå og stå, og efter nogen tid kunne han klare sig med en rollator. Han begyndte også at få mimik, og han begyndte at spise selv.