Kirkeminister Tove Fergo:
Nej til politisk overgreb
på Folkekirkens indre liv
– Folketinget skal ikke lovgive hen over hovedet på kirken og gennemtvinge homoseksuelle vielser, mener landets kirkeminister – Politikerne skal ikke blande sig i Folkekirkens indre anliggender, så længe kirken ikke selv beder om det. En ændring af loven skal komme indefra og være kirkens egen beslutning.
Det siger kirkeminister Tove Fergo (V) efter at politikere – også i hendes eget parti – har ønsket et politisk indgreb for at tvangsindføre homoseksuelle ægteskaber i Folkekirken.
Kirkeministeriet har ikke modtaget henvendelser, fra hverken Folkekirken eller andre trossamfund, om en lovændring på området.
– Derfor mener jeg ikke, at der er en begrundelse for at ændre loven. Der er ikke sket noget nyt. Jeg kan også forstå på biskoppernes udtalelser i denne debat, at de sådan set beder om, at loven ikke bliver ændret på nuværende tidspunkt, siger Tove Fergo til Udfordringen.
Landets ti biskopper udarbejdede en rapport i 1997 om kirkens stilling til homoseksuelle ægteskaber. Dengang var der ikke flertal blandt biskopperne for vielse af homoseksuelle par i kirken.
– Kommer der en henvendelse fra Folkekirken om at ændre lovgivningen, så homoseksuelle kan indgå ægteskab i kirken, må vi tage det op og drøfte det til den tid. Men lad nu tingene udvikle sig, som de måtte udvikle sig.
Vi skal ikke spille med musklerne, det kommer der sjældent noget godt ud af, mener ministeren.
Tove Fergo er ikke tilhænger af en adskillelse mellem stat og kirke. Men et eller andet sted, er der dog en grænse, antyder ministeren.
– Men selvfølgelig kan vi ikke opretholde den lovgivning, vi har nu, hvis staten gør overgreb på kirken. Derfor handler det om at udvise en gensidig respekt, siger Tove Fergo, der selv er folkekirkepræst.
Hun vil dog ikke direkte svare på, om hun personligt vil foretage en vielse mellem to personer af samme køn.
– Nej, det vil jeg ikke udtale mig om. Men hvis det engang skulle blive muligt, går jeg ud fra, at det må være op til den enkelte præst at afgøre med sig selv.