Bibeloversættelse med fortolkning

Det er en misforståelse, at den autoriserede oversættelse er uden fortolkninger
– den retter sig f.eks. ind efter den folkekirkelige barnedåbstraditionI Bibelselskabets årbog fra 1987 skrev en teologisk professor følgende om bibeloversættelse og fortolkning: „Teksten er, hvad den er, – på hebraisk og dansk.“

Iver Larsen har været hovedredaktør for en helt ny oversættelse af Bibelen – til hverdagsdansk. Der er ikke blot tale om en revision af den tidligere hverdagsdanske udgave fra 90’erne, men om en helt ny og mere korrekt oversættelse.
Foreløbig er kun Ny Testamente udkommet, men snart følger resten af Bibelen.

Enhver professionel oversætter må stille spørgsmålstegn ved sådan en udtalelse.
Nej, teksten er hvad den er på grundsproget. Punktum. Enhver oversættelse gengiver oversætterens forståelse af teksten.

Desværre en den slags misforståelser ret almindelige blandt teologer, og derfor er det risikabelt at lægge en bibeloversættelse i hænderne på teologer alene. Den opgave bør så vidt muligt gives til professionelle oversættere og teologer i fællesskab.

En anden udbredt og beslægtet misforståelse er, at den autoriserede danske oversættelse er fri for fortolkning og derfor mere pålidelig end visse andre danske oversættelser, som for eksempel Bibelen på hverdagsdansk.
Det er helt naturligt, at den danske autoriserede oversættelse er farvet af luthersk teologi fordi den er foretaget af lutherske teologer. Vil man bag om den teologiske tradition, er man nødt til at gå til grundteksten eller til andre bibeloversættelser.
Lad mig give tre eksempler på en speciel tolkning, som er lagt ind i den autoriserede oversættelse.

I Markus 10,13 står der i 1992 oversættelsen: „de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem.“ En ordret gengivelse af den græske tekst er: „De bragte nogle børn til ham for, at han skulle røre ved dem.“ Nogle forældre kom med deres børn for, at Jesus skulle velsigne dem. Det græske ord for „bringe“ forekommer 47 gange i NT, og den autoriserede oversætter ordet på forskellig måde: „bringe, komme med, føre hen til, føre frem for, række, stikke op til, opsende, frembære (et offer), bære.“ Det er helt i orden at bruge forskellige ord på dansk, alt efter sammenhængen. Den mest almindelige gengivelse er „bringe“ eller „komme med“, og begge kunne være brugt i Mark 10,13.
Kun i tre ud af de 47 forekomster har den autoriserede oversat med „bære“.
Det er parallelstederne Mark 10,13; Matt 19,13 og Luk 18,15. Det er den samme tekst om børn, som bliver bragt til Jesus, for at han skal velsigne dem. Hvorfor siger den autoriserede „bar“ her? Fordi teksten skal passe ind i Folkekirkens barnedåbspraksis, hvor man pr. tradition bærer spædbørn til dåben. Måske kan ordet „bære“ forsvares i Luk 18,15, fordi der her i teksten er tale om „spædbørn“. Men Markus bruger et andet ord for „barn“, der for øvrigt også bruges om den 12-årige pige i 5,39-41. Oversættelsen „små børn“ i den autoriserede er derfor diskutabel. I alle tilfælde er oversættelsen farvet af kirkens barnedåbs- praksis, ikke fordi teksten har noget med barnedåb at gøre, men fordi den bruges i ritualet. Og et af den autoriseredes væsentligste formål er at kunne bruges i de traditionelle, folkekirkelige ritualer.
NT på hverdagsdansk er mere nøjagtig efter grundtekstens mening og i overensstemmelse med flertallet af internationale oversættelser, når den siger: „På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn til Jesus, for at han skulle velsigne dem.“

De danske oversættelser til og med 1907 gengav Matt 28,19 med „at døbe til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“. I oversættelsen af 1948 ændrede man fra „til“ til „i“. Men af en eller anden grund ændrede man ikke den samme konstruktion i 1 Kor 1,13. Der hedder det stadig i 1948 og 1992 oversættelsen: „blev I døbt til Paulus’ navn?“
Det græske ord EIS, som bruges her, betyder normalt „til, ind i“ og ikke „i“. Der er et andet græsk ord for „i“, som kunne være brugt, hvis meningen var „i et navn“. Det ord bliver brugt i udtryk som at „bede i Jesu navn“.
Nu er hverken udtrykkene „til et navn“ eller „i et navn“ umiddelbart forståelige på dansk. De autoriserede oversættelser ønsker egentligt at bruge et forståeligt dansk, men dette ønske er underordnet et højere formål: at være teologisk acceptabel for den kirkelige tradition. Resultatet er derfor tit, at oversættelsen netop ikke bruger et forståeligt dansk.
For de, der gerne vil forstå noget af meningen bag det mystiske udtryk at døbe til et navn, kan jeg henvise til Bauers ordbog over NT græsk. Under ordet „navn“ finder vi følgende forklaring: „Gennem dåb ’EIS et navn’ kommer den døbte under beskyttelse af den person hvis navn han nu bærer, og han bliver hans ejendom. Han kontrolleres af den, hvis navn han bærer, dvs. han er overgivet til denne person.“
Vi får også en nærmere forklaring om, hvad dåb til et bestemt navn betyder i 1 Korinterbrev kap. 1. Paulus irettesætter menigheden, fordi der er splittelser iblandt dem. Nogle af dem sagde: „Jeg hører Paulus til.“ (v. 12). Andre sagde: „Jeg hører Apollos til.“ Andre: „Jeg hører til Kefas.“ Og andre: „Jeg tilhører Kristus.“ Han fortsætter: „Blev I da døbt til Paulus’ navn?“ At blive døbt til en persons navn må derfor betyde, at man på en særlig måde kommer til at tilhøre den person eller det, han står for. Det kunne man få frem ved at oversætte „døbe til X’s navn“ ved „døbt til at tilhøre X.“
NT på hverdagsdansk har derfor en mere pålidelig gengivelse af grundtekstens mening, når den siger: „Døb dem til at tilhøre Faderen, Sønnen og Helligånden.“

I Titus 3,5 siger den autoriserede oversættelse fra 1992: „frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig: det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden…“
At badet genføder er i højeste grad en tolkning, som lægges ind i den græske tekst. Der findes mig bekendt ingen anerkendte internationale oversættelser med en lignende tolkning. Og hvad henviser badet for øvrigt til? Mon ikke de fleste tænker på dåben? Men det er højst tvivlsomt, at der overhovedet er nogen henvisning til dåb i dette vers.
Oversættelsen fra 1907 siger: „ved igenfødelsens bad og fornyelsen i den Helligånd“. I 1948 oversættelsen læser vi: „ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.“
I 1992 blev det til: „det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.“

Den græske tekst er vanskelig på grund af en dobbelt genitiv. I en ordret gengivelse lyder teksten: „han frelste os ved genfødelsens bad og Helligåndens nyskabelse.“
En genitiv knytter to navneord sammen, men betydningen fremgår alene af sammenhængen. Fra Johannes 3 ved vi, at den nye fødsel sker ved Helligånden, og det ser ud til at „nyskabelse“, „genfødelse“ og „at blive født på ny“ henviser til det samme begreb. Derfor må den sidste genitiv være en såkaldt subjektiv genitiv, dvs. at det er Helligånden, som er subjekt for handlingen „genføde, nyskabe“.
Den første genitiv er vanskeligere. Vi kan se, at det er Helligånden, der genføder, men hvad henviser ordet „bad“ til? Ordet for dåb forekommer ikke i denne sammenhæng, så det er tvivlsomt om teksten handler om dåb. NT taler om at „ordet“ kan gøre ren i åndelig forstand. Genfødelsen kan sammenlignes med en åndelig, indre renselse. Ordet for „bad“ bruges ellers kun i Ef 5,25-26 i vores NT, og det blev især brugt om den renselse bruden skulle igennem før hun kunne blive ført frem for sin brudgom. Derfor er det sandsynligt, at ordet „bad“ skal forstås som et billede på en indre renselse, og at genitiven er beskrivende, dvs. at genfødelsen beskrives som et sådant „indre bad“.

Den autoriserede har valgt en tolkning og gengivelse, som leder læseren i retning af at se dåben som noget, der skaber genfødelse. Men det er meget tvivlsomt, at det er grundtekstens mening. Ønsker man at minimere fortolkning i oversættelsen, kunne man sige „han frelste os ved genfødelsens bad og Helligåndens fornyelse“.
NT på hverdagsdansk har her valgt en fortolkning, som er i overensstemmelse med flertallet af internationale oversættelser.