BDM rykker ind i Congo
Missionsselskabet BDM har besluttet at påbegynde nyt arbejde i Den Demokratiske Republik Congo – det tidligere Zaire – som er fransk-sprogetEfter i mange år at have arbejdet mest i Tanzania – har Brødremenighedens Danske Mission (BDM) nu besluttet at starte nyt arbejde op i Congo.
Der er tale om den tidligere belgiske koloni Congo – nu kaldet den Demokratiske Republik Congo. Landets tidligere navn før borgerkrigen var Zaire – ikke at forveksle den nærliggende tidl. franske koloni Congo Brazzaville. Begge lande er fransktalende
Her i DR Congo er en ny Brødrekirke under opbygning.
DR Congo har i de sidste 10 år været plaget af borgerkrig. En krig, som i det centrale Afrika har kostet mindst 3 millioner mennesker livet.
I slutningen af 80erne blev en Brødrekirke grundlagt i Congo. Gennem 90erne er kirken vokset under svære forhold og uden reel hjælp udefra.
På nuværende tidspunkt vurderes det, at der er ca. 10.000 medlemmer fordelt på 40 menigheder.
BDMs generalsekretær Jørgen Bøytler er af Den Internationale Brødrekirke udpeget til at være koordinator for en hjælpeindsats fra sammenslutningen af Brødrekirker.
Første skridt er taget ved, at der nu er udsendt en administrationsekspert, en hollænder ved navn Bert Muizebelt.
Han skal opholde sig i den centrale del af Congo, i byen Mwene-Ditu, i de kommende 5 måneder, hvor han skal kortlægge muligheder og risici for en mere målrettet indsats fra omverdenen.
Der er i starten af december planlagt et synodemøde for hele Brødrekirken i Congo.
BDMs bestyrelse har på et bestyrelsesmøde den 23. august vedtaget at budgettere med en indsats i Congo i 2005.
Det er dermed et nyt arbejdsområde, BDM bevæger sig ind i, og generalsekretæren siger, at man gør det ud fra overbevisningen om, at mission til stadighed må være i bevægelse.
– På sigt kan indsatsen i Congo betyde en nedskæring i indsatsen i Tanzania, hvor BDM har arbejdet i over 80 år, indrømmer Bøytler. Men BDM satser på også at kunne samle penge ind til den meget nødvendige indsats i Congo.
– BDM afventer nu resultatet af Bert Muizebelts undersøgelser, før der tages stilling til, hvilke indsatsområder der vil blive aktuelle, siger Jørgen Bøytler, der allerede har konstateret, at der både indenfor undervisning og helse er et meget stort behov.
De borgerkrigslignende tilstande er i øjeblikket i den nordøstlige del af Congo, altså i et andet område end der, hvor den congolesiske Brødrekirke arbejder. 10 års borgerkrig har betydet, at millioner af mennesker har et akut behov for at få både materiel hjælp, men også at få krigens traumer og problemer bearbejdet mentalt og åndeligt. Brødrekirken er blevet bedt om at arbejde i landet, bl.a. fordi kirken er demokratisk, siger Bøytler.