Egypten: ‘Israel anerkender palæstinensisk enhedsregering’

Bag våbenhviledrøftelserne i Kairo foreligger nu en ny udvikling i det israelsk-palæstinensiske forhold, idet en egyptisk talsmand oplyser, at en forlængelse af våbenhvile aftalen indebærer en israelsk anerkendelse af den palæstinensiske enhedsregering omfattende Hamas og Fatah.

Et medlem af Islamisk Jihads delegation til Kairo siger, at aftalen vil inkludere Israels ophævelse af blokaden af Gaza-striben.
– Vi forstår af drøftelserne, at en anerkendelse af den palæstinensiske enhedsregering ikke længere er en hindring, eftersom Israel er gået med til, at en sådan regering vil have en aktiv, afgørende rolle i implementeringen af en forlængelse af våbenhvilen, siger han.

Det israelske sikkerhedskabinet drøftede i tre timer i aftes situationen i Gaza-striben og bestræbelserne på at opnå en permanent våbenhvile. Drøftelserne fortsætter idag.

En repræsentant for Islamisk Jihads delegation til Kairo siger, at Israel og palæstinenserne forhandler med det sigte at opnå en varig våbenhvile, og at palæstinenserne er blevet forsikret om, at blokaden af Gaza vil blive ophævet.

Anliggendet om opførelse af en havn og en lufthavn vi blive drøftet inden for en måned efter at en våbenhvileaftale er blevet underskrevet.

Ifølge en egyptisk talsmand vil aftalen blive den mest detaljerede, der vil blive underskrevet mellem Israel og palæstinserne siden Oslo-aftalerne.