Mission med fast pension?

Går der noget tabt, når vi ’sikrer’ os?
På tirsdag den 2. september udkommer min bog om ”Heidi Baker – Afrikas Moder Teresa”. Det er en bog, der har sat mange tanker i gang – også hos mig selv.

Bogen beskriver, hvordan Heidi og hendes mand Rolland rejste ud som missionærer i Asien og senere Afrika uden noget som helst sikkerhedsnet – på en enkeltbillet.
De gjorde det bevidst, fordi de ville være helt afhængige af Guds opbakning. Det blev en meget dramatisk og hård missionærtid, hvor Heidis stærke vilje og livskraft på et tidspunkt bukkede under for sygdom og stress. Men hvor Guds rige til gengæld er brudt igennem på en helt fantastisk måde – med 10.000 nye levende kirker.
Heidi og Rolland har aldrig spurgt om penge.
Dygtige fund-raisere har ellers tilbudt dem at ”markedsføre” tjenesten og udsende mails – mod at få 15 pct. Men Bakers afslog. Hvis Gud ikke sørgede for dem, ville de alligevel ikke kunne drive deres mission, tænkte de.
Her i Danmark er vi ikke så vant til denne form for trosmission. Alle de folkekirkelige missionsselskaber og nogle af de frikirkelige har faste aftaler om løn og ansættelsesforhold, pension, rejsepenge osv.
Jeg har selv været udsendt på den måde, og var lykkelig for, at der blev sørget så godt for os, at vi aldrig behøvede at spekulere på det økonomiske. Missionsselskabet sørgede for at samle ind.
Men der var nogle af vores kolleger, der var personligt afhængige af de gaver, der kom ind fra deres støtter. Nogle var så ”heldige” at have en stor og rig kirke bag sig i USA eller Europa. Mens andre måske kun havde nogle få venner og bekendte, som sendte dem lidt. En af verdens største missionsorganisationer, Ungdom med Opgave, fungerer ved, at hver person selv skaffer sit underhold. De har 6.000 udsendte, så det fungerer åbenbart.
Spørgsmålet er så, om det ændrer vores fokus i mission, når vi bliver mere afhængige af en velsmurt organisation og en professionel fundraising end af svar på bøn?
Selvfølgelig kan man ikke stille det så firkantet op, men det er nok alligevel en tanke værd: Hvordan ”sikrer” vi, at Gud er med i alt det, vi går og laver i hans navn?