Fra dødens venteværelse

Verden over sætter nødhjælpsarbejdere deres eget liv på spil for at hjælpe deres medmennesker. Læs lægen James Appels dagbog fra et hospital i Liberia.

Den amerikanske læge James Appel har døden med på arbejde på adventisternes hospital i Liberias hovedstad, Monrovia. Hver dag må han træffe beslutninger, som kan være fatale for ham selv og patienterne.

Cooper Hospital i Monrovia er drevet af adventistkirken og blandt andet støttet af ADRA Danmark. Her arbejder lægerne James Appel og Gillian Seton i døgndrift, mens ebola-epidemien raser.
Mange hospitaler i det ludfattige Liberia er lukket ned – ofte fordi sundhedspersonalet er flygtet af frygt for ebola. Men man har besluttet, at Cooper skal holdes åbent, for indbyggerne får naturligvis stadig alle mulige andre sygdomme. Hvis der er mistanke om, at en syg har ebola, må han eller hun sendes videre til et særligt hospital for at blive tjekket.
Det betyder, at James Appel ved hver eneste patient, han tilser, på stedet skal beslutte, om han skal behandle – eller sende vedkommende videre – ofte til en ukendt skæbne i et usammenhængende sundhedssystem.
Her er et uddrag af hans dagbog – fra den 4. og 6. september:

Klare tegn på ebola

Vi har haft så mange alvorlige tilfælde af malaria og blodmangel, at jeg i dag ikke er påpasselig. Ebola-epidemien gør, at mange forældre kommer i allersidste øjeblik med deres syge børn.
Heldigvis har vi indtil nu været i stand til at redde de fleste af dem med blodtransfusioner og kinin. Så da jeg møder denne 10-årige pige, har min hjerne allerede bestemt sig for, at hun har malaria. Hovedpine, feber, appetitløshed, ingen diarré eller opkast. Jeg tjekker hendes øjne for at se, om hun har blodmangel ligesom alle de andre. Normalt er iris bleg, hvis barnet lider af blodmangel. Pigens er blodrød.
Alarmklokkerne bimler indeni mit hoved. Jeg ignorerer mine instinkter. Det er sikkert bare malaria, siger jeg til mig selv. Jeg vil ikke sende hende ind i malariaens sikre død, så jeg tager hende ind på hospitalet – på trods af min mavefornemmelse. I håb om, at det ikke bliver en dyr fejltagelse.
På skadestuen vil vi give hende drop, og sygeplejersken spørger, om jeg har bemærket udslettene. Pigen har fået røde pletter på armene og i ansigtet. Jeg har aldrig set noget lignende. Da vi giver hende drop, kommer der masser af blod, og da vi prikker for at teste for malaria, bløder det unormalt meget. Hun har høj feber. Det er derfor, ebola kaldes blødningsfeber.
Det er første gang, jeg har et mistænkeligt tilfælde, hvor det bløder. Det er første gang, jeg ser så klare tegn på ebola.

Ebola-hospitalet lukket

Jeg kalder på moren. Jeg fortæller om min mistanke og siger, at de skal tage hen på et af de to ebola-hospitaler, hvor Læger uden Grænser holder til. De tager afsted med det samme.
Derfor vasker vi alting grundigt af, og jeg tager et bad. Dette er det tætteste, jeg har været på ebola.
Et par timer senere er moren tilbage med pigen bag i bilen.
”De kiggede på hende og sagde, at jeg skulle tage hende tilbage,” fortæller moren.
Hvaffornoget?!? Det viser sig, at ingen af ebola-hospitalerne vil tage imod pigen. Begge er overfyldte. Vi prøver at ringe til kollegerne der. Ingen tager telefonen. Der er ikke nok udstyr eller personale. De afviser patienter til højre og venstre. Men uden test?
Jeg kommer til at udstøde nogle saftige og højst u-missionæragtige eder over situationen. Så gør jeg, hvad jeg skulle have gjort fra starten. Jeg skriver en henvisning med en detaljeret forklaring på, hvorfor jeg tror, at pigen har ebola. Vi sender hende til et tredje hospital.
Familien er fuld af sorg og frustration. Vi vil aldrig få det at vide – pigen vil formentlig dø, uden at nogen af os nogensinde vil finde ud af, om hun havde ebola eller en helbredelig sygdom.
Hvis der var ressourcer til at isolere patienter og teste dem, kunne de bagefter komme til vores hospital og få den fornødne behandling. Hvis de har ebola, burde der være behandling til dem.
I stedet hersker der kaos, frygt, mistænksomhed, løgne og død i Liberia.

Rædsel

Dagen efter ignorerer jeg igen min indskydelse og lader mig binde en lidt for god historie på ærmet.
En kvinde ankommer I taxa med 5-6 familiemedlemmer, der alle er ved at falde over deres egne ben for at fortælle mig “historien”. Jeg kaster et blik på bagsædet af den ramponerede taxa, hvor en meget syg kvinde halvt bevidstløs ligger med hovedet bagover i skødet på en anden kvinde.
Historien bliver fortalt alle vegne fra på én gang, men jeg får stykket sammen, at kvinden har haft malaria efterfulgt af en abort, som udløste svære blødninger. Hun kom på hospitalet, blev behandlet og blødningerne stoppede – men nu er hun altså bevidstløs.
Familien har fået at vide, at hun trænger til blod, og at de skulle tage til os på adventisternes Cooper Hospital.
I mit baghoved er der en stemme, der hvisker ”henvisning”, men stemmen bliver undertrykt af den gode historie, jeg lige har hørt. Hvordan skulle de have fundet på alt det? Jeg stiller de sædvanlige spørgsmål om opkast, diarré, feber osv., og de ryster alle energisk på hovederne. Så jeg tager hende ind.
Da hun ligger på briksen på skadestuen, standser hendes vejrtrækning. Familien bryder ud i gråd, og jeg skubber dem ud, mens jeg råber ”lad mig komme til”. Jeg giver hjertemassage, og hun kommer til sig selv med en svag puls. En sygeplejerske prøver at få et drop ind. Jeg bemærker, at hun har udslæt på armene, men vi bliver ved med at genoplive hende, giver hende adrenalin. Hun begynder hakkende at trække vejret.

Løgn, alt sammen løgn

Jeg råber efter ilt. Gillian dukker op, en sygeplejer ved navn Habakuk kommer med et drop. Laboranten ankommer med iltflaske, og der er også to sygeplejersker, som lige er mødt ind. Kvinden på briksen bløder stadig, men vi får hende stabiliseret, giver blod og ilt.
Så er hun igen ved at dø fra os – og igen får vi hende genoplivet, denne gang med en god, stabil hjerterytme. Vi har arbejdet med kvinden i to timer, og hendes far takker os overstrømmende.
Så falder jeg i snak med søsteren. Hun fortæller, at kvinden har kastet op, haft diarré og feber derhjemme. Jeg ser på kvindens arme med udslættene. Fra drop-stikkene bobler blodet. Fra stikket, hvor adrenalinen blev sprøjtet syder det nærmest.
Jeg går amok: ”Hvad har I gang i? Prøver I at slå os alle ihjel? Hvorfor fortalte I ikke sandheden?”
Faderen og søsteren prøver vagt at undskylde. ”Jamen, vi vidste ikke”.
“Løgn, alt sammen løgn,” skriger jeg. Jeg flipper helt ud. ”Jeg er sikker på, hun har ebola. Få hende ud!”
Jeg er totalt udmattet. Jeg har udsat alle disse medarbejdere for risikoen. Hvordan kunne jeg ignorere mine instinkter? For første gang siden jeg kom til Liberia, er jeg blevet udsat for smitte i alvorlig grad, og jeg har en knude i maven. Jeg tager hjem, tager et bad og skrubber og skurer til jeg er helt rød.
Om natten har jeg svært ved at sove. Jeg vågner med hjertebanken, falder hulkende på knæ og beder Gud om nåde – mest for de ansatte, men også for at han vil skåne mit eget liv.