Vil krydse USA i et moderne korstog på seks uger

USA: Seks uger til fods (og på cykel) fra Los Angeles til New York med et kors over den ene skulder.
Det er fremtidsudsigterne for 49-årige John Edwards, stifteren af „Walking Free Ministries“ i Skotland.
Han er dybt overbevist om, at Jesus kan forvandle stofmisbrugeres liv, og derfor har han i flere år gået rundt i forskellige lande med sit kors, mens han holder møder i forskellige kirker undervejs. Selv er han tidligere stofmisbruger, alkoholiker, ludoman, tyv og tigger, men han blev forvandlet „gennem et kraftfuldt møde med Gud“.
Den helt store udfordring i 2005 bliver at krydse USA på tværs i perioden den 5. april – 13. maj. Dog ikke kun til fods – belært af tidligere erfaringer vil han cykle gennem ørkenområder.
Det kan naturligvis ikke lade sig gøre at krydse det nordamerikanske kontinent til fods på kun seks uger. Derfor har Edwards samlet et team på syv personer, som tilsammen skal tilbagelægge omkring 185 km om dagen.
– I løbet af turen vil vi desuden fortælle om vores tro på Jesus og bruge internettet samt medieomtalen til at formidle Gud til andre, erklærer John Edwards.
– jeli