Historisk megafest nytårsdag

NORGE: Lovsangslederen og musikeren Per Søetorp fra Salemkirken i Oslo er primus motor bag Norgeshistoriens største mønstring af kristne, som kommer sammen med det ene formål at ære, prise og tilbede Gud.
Begivenheden ved navn Glory! finder sted nytårsdag i Oslo Spektrum, som har plads til 9700 personer.
– Vi ønsker at begynde det nye år med at proklamere Guds herlighed over vores nation. Det skal mærkes og høres i vores land, at der findes nogle kristne, som nedbeder Guds nærvær over land og folk siger Søetorp til avisen KS.
Lovsangskoncerten er planlagt til at vare tre timer og bliver efterfulgt af en koncert med den amerikanske sangerinde Rebecca St. James. På nuværende tidspunkt er der allerede solgt 2400 billetter i forsalg, og det er så mange, at Søetorp forventer et fyldt spektrum nytårsdag.
Hele herligheden bliver efterfølgende udgivet på både cd og dvd.
– jeli