Han forvandler underskud til overskud

Af Niels Peder Nielsen. Teolog, hjælpepræst i  Silkeborg Oasekirke
Af Niels Peder Nielsen. Teolog, hjælpepræst i
Silkeborg Oasekirke

Bespisningen her af de fem tusind er Jesu fjerde ud af i alt syv store tegn i Johannesevangeliet. Alle tegnene har som fællesnævner, at de ændrer fra underskud til overskud.

Underskud af vin forvandles til et overskud ved brylluppet i Kana (Joh 2). Underskud af liv forvandles til et overskud ved opvækkelsen af Lazarus i Betania (Joh 11), og her hvor underskud af brød forvandles til et sandt overskud, så ca. 10.000 mættes, og der ovenikøbet er 12 kurve i overskud.

Hvad lektie og lærdom er der så i denne tekst?

1. Det er godt at sidde på ”Guds græs” og modtage velsignelse fra ham igen og igen.

Jesus ønsker, at vi skal lejre os på det grønne græs og lære ham at kende på en fortrolig måde, så vi oplever en dyb, personlig forening med ham. Fra vor plads på det grønne græs får vi så lov til at opleve forskellige sider af Guds velsignelser. På en varieret og afvekslende måde kan vi opleve Guds nåde og kærlighed i vore liv – når vi lytter – lovsynger – deltager i dåb – oplever nadverfællesskabet. Så erfarer vi, hvad der står i salme 34,9: »Smag og se, at Herren er god.«

Når vi smager hans ord, smager fællesskabet med ham og lader hans ord bo i os, lærer vi Jesus at kende på en dyb og inderlig måde, og vi kommer til samme konklusion som de mange, der var med på bjergskråningen i Israel. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: ”Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden” – kommet til os. En troens hengivenhed overfor Jesus giver ny energi til tjenester, der ellers kan være trættende eller barske. En varm og inderlig kærlighed til ham skænker ny glæde, mening og kraft ind i vore liv, og vi ernæres af ham, som er livets brød, støttes og styrkes vor tjeneste.

“Vi skal ikke præstere vækst og multiplikation, men give plads for Guds vækst ved at begynde at dele ud af det, vi har, uanset hvor lidt det er”.
“Vi skal ikke præstere vækst og multiplikation, men give plads for Guds vækst ved at begynde at dele ud af det, vi har, uanset hvor lidt det er”.

2. Det er klogt at komme til vejs ende med vore egne ideer, for det åbner som regel op for Guds veje.

Ved alle tre tegnhandlinger, som jeg nævnte i begyndelsen, gælder det, at personerne på scenen kom til kort, men også at Jesus derefter greb ind med vinen, med livet og som her med brød og fisk i mængde. Altsammen billeder på hans meget større indgreb i tid og rum. Indgreb, der indeholder hans svar og løsning: – hans svar på hvad vi skal gøre med synden. – hans svar på hvad vi skal gøre ved døden. Der, hvor vi kommer til kort, handler han. Langfredag ta´r han sig af alt det med vor synd. Påskedag ta´r han sig af alt omkring Dødens tyranni. At tro på Jesus er at komme til vejs ende med vore egne veje og åbne op for Guds veje.

3.Vores utilstrækkelighed virker normalt ikke begrænsende på Guds planer og hensigter.

Tværtimod giver det Gud en anledning til at vise sin styrke i vor svaghed, uden at vi spoleres af efterfølgende hovmod. Det eneste, som er en begrænsende faktor i Guds rige, er vor manglende sans for at give Jesus plads i vore hjerter. “Vi skal ikke præstere vækst og multiplikation, men give plads for Guds vækst ved at begynde at dele ud af det, vi har, uanset hvor lidt det er”, siger Morten Munch (præst i Værløse) i en prædiken, og han fortsætter:

“Det er ikke vores underskud, der sætter begrænsninger for Gud, men den typisk danske tryghedsnarkomani, der afholder os fra at træde ud i troens lydighed og dele ud af den madpakke, vi har fået betroet i Jesu navn. I bespisningsunderet ser vi Guds villighed til at lade sine velsignelser regne på os og inddrage os i forvaltningen af hans livgivende ressourcer”. I vor “madpakke” har vi nok til, at Gud kan multiplicere og gøre mirakler. Vor madpakke indeholder Jesu kors, død og opstandelse, og det er et kærlighedens, tilgivelsens og livets mirakel af dimensioner. Jesus efterlyser uddelere, der tør opleve det at blive rigere, jo mere man giver ud.

 

Søndagens tekst: Joh. 6:1-15

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Bespisningsunderet
1Nogen tid efter sejlede Jesus og disciplene over til den østlige side af Galilæasøen, som også kaldes Tiberiassøen. 2En stor skare mennesker fulgte efter ham inde på bredden, fordi de havde set, hvordan han mirakuløst havde helbredt de syge. 3Da de var gået i land, gik de op på en skråning, og der satte Jesus sig ned og begyndte at undervise disciplene. 4(Der var kun få dage til den jødiske påskehøjtid.) 5Da han kiggede op, så han, at en stor skare mennesker var på vej hen imod ham. Senere på dagen sagde han til Filip: »Hvor kan vi købe brød, så alle de her mennesker kan få noget at spise?« 6Det sagde han for at udfordre Filips tro, for han vidste godt selv, hvad han ville gøre. 7Filip svarede: »Selv om vi købte brød for 200 denarer, ville der kun blive en lille smule til hver.« 8En anden discipel, Andreas, Simon Peters bror, sagde: 9»Her er en dreng med fem bygbrød og to fisk. Men hvad er det til så mange mennesker?« 10»Sig til folk, at de skal sætte sig ned,« sagde Jesus. Alle satte sig ned på den græsklædte skråning. Der var mere end 5000 mænd, foruden kvinder og børn. 11Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte ud af dem. Det samme gjorde han med fiskene, 12og alle spiste sig mætte. Så sagde han til disciplene: »Saml nu de stykker sammen, som er tilovers, så der ikke går noget til spilde.« 13Det gjorde de, og det viste sig, at der var så meget brød tilovers fra de oprindelige fem bygbrød, at 12 kurve blev fyldt op. 14Da det gik op for folk, hvilket under der var sket, udbrød de: »Han må være den Profet, som Gud har lovet at sende til os!« 15Jesus var klar over, at de var opsat på at føre ham bort med magt og gøre ham til konge. Derfor trak han sig tilbage og gik længere op ad bjerget for at være alene.