God kvinderoman – også for mænd
Det vil være synd at sige, at hun til at begynde med egentlig er særlig begejstret, Jodi Baxter, fortællerstemmen i dette første bind af en storsælgende, amerikansk romanserie.
Og for nu lige at få det overstået med det samme: sprogligt set er vi så afgjort ude på banaliteternes overdrev, men det forhindrer dog ikke, at der alligevel som en rød tråd gennem hele bogen går en tone af befriende veloplagthed og selvironi. – To ting, der gør, at meget andet så kan tilgives.
Uventet fællesskab
Jodi skal deltage i en kristen kvindekonference, selvom det, hun endelig mest brænder for, bare er de små, lokale mødregrupper eller kvindernes bibelstudiegruppe. Men Herrens veje er uransagelige, som man siger, og under konferencen ender hun i en bedegruppe, der næsten ikke kan være mere vidtfavnende; den tæller udover hende selv bl.a. en ejendomsmægler, en mor til to, en tidligere narkoman, en prøveløsladt, en skoleleder og en universitets-studerende. Og af divergerende hudfarver for ligesom at understrege mangfoldigheds-princippet.
Der er i dén grad lagt op til, at hun ikke længere kan forlade sig på sin traditionelle trygheds-zone. Allerede den første aften har hun sine bange anelser: ”Det var ikke til at vide, hvad der ville ske under mødet, og jeg havde ikke lyst til at blive målskive for en eller anden velmenende profeti, eller at nogen skulle finde ud af, at jeg trængte til at blive slået af Ånden” (s. 22).
Varm og vedkommende
Neta Jackson har skrevet en bog, der er varm, humor-begavet og vedkommende, og som rører lidt ved mænds feminine side (selvom jeg – indrømmet – naturligvis kun kan tale for mig selv). Og så er den hele tiden på mærkerne ved sin insisteren på at bevare éns rette fokus. Om bønnens kraft. Om smerte og ensomhed, men også om at kende til latter på trods af modgang. Om tværkulturelle relationer. Om at bære hinandens byrder. Og begynde at danse.
En underholdende og tankevækkende lille sag, der afgjort er sin tid værd. Udbyttet kan øges ved at gribe fat i den række spørgsmål til samtale (eller eftertanke), der afslutter bogen.
Neta Jackson: Yada yada-bedegruppen
386 sider • 199 kr.
Forlaget Scandinavia