Guds rige er en fest!

Af Simon Hoel Mortensen Præst i Roskilde Vineyard
Af Simon Hoel Mortensen
Præst i Roskilde Vineyard

Både du og din nabo er inviteret – Gud ønsker nemlig ikke, at nogen går fortabt.

I de to lignelser, i søndagens tekst, præsenterer Jesus os for minimum to udfordrende, tidløse, vertikale sandheder:
– Jesus gik til dem, ingen andre gik til – han sad til bords med toldere og syndere!
– Guds rige er en fest!

Om lignelser

Jeg hørte engang en prædikant nævne, at lignelserne i Bibelen er: jordiske historier med himmelske sandheder. En god definition. For os kan de være svært tilgængelige, idet vi lever i en anden tid, end lytterne på Jesu tid (hvorfor det kan være en god idé at omgive sig med bibelkommentarer, når vi omgås dem, så vi kan tage ved lære af andre, der er klogere end os).

Men én ting slår mig; Jesu svar var ikke sort/hvidt – svaret var: en fortælling. Ganske enkelt. En narrativ. Historier. Og fortællingen rummer en primær tolkning af verden. Vi forstår verden i for-tællinger: fortællingen om vores land – om vores landsdel – om vores oprindelse – om vores familie – om os selv. Fortællingen er rammen. Jesu svar på udfordrende spørgsmål var i fortællingens form.
Om sin omgang med de bibelske fortællinger sagde Søren Kierkegaard engang: Fabula qua de me narrator = fortællingen handler om mig!
Det handler om dig – du kan ikke sidde passiv til Jesu ord, eller de bibelske fortællinger. Du inddrages – du involveres … og endnu mere skræmmende … du har et ansvar!
I søndagens tekst indledes der med et karaktertræk hos Jesus: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” De uberørte, de fattige, tolderne, synderne – dem uden en nævneværdig historie. Dem rørte han ved – dem spiste han sammen med.

Jesus gik til de uberørte, de fattige og foragtede. For alle er inviteret med til festen i Guds rige.
Jesus gik til de uberørte, de fattige og foragtede. For alle er inviteret med til festen i Guds rige.
Hvem er du?

De to lignelser, disse parallel-historier, fortalte Jesus til … ja, til hvem egentlig? Farisæerne? Synderne?
Det samme kan vi spørge os selv om, når vi læser disse lignelser: Er jeg farisæeren, hvis behov er at få smadret mit eget religiøse/moralske/kirkelige verdensbillede og udvidet horisonten?
Eller er jeg synderen, hvis behov er at høre, at hyrden vil gå langt for at få fællesskab med mig?

Til farisæerne

Jeg vender igen og igen tilbage til én bog, når jeg til hverdag forbereder kirketing. Bogens titel er fantastisk: ”No Perfect People Allowed” (John Burke). Den handler om at byde de mennesker velkommen, som kirken (og samfundet) afviser. Den er befriende god. Jesus spiste sammen med syndere og toldere – han delte måltidsfællesskab med dem. Hvem deler vi måltidsfællesskab med? Og mere personligt: hvem sidder du til bords med? Hvem byder du velkommen i din kirke?
C. S. Lewis sagde det sådan her: ”In the poor man who knocks at my door, in my ailing mother, in the young man who seeks my advice, the Lord Himself is present: therefore let us wash His feet.” (Collected Letters of C.S. Lewis, Volume II).
Jesus sagde det sådan her: “Alt hvad I har gjort imod én af disse mine mindste brødre, dét har I gjort imod mig.”

Til synderne

Han er hyrden. Du er fåret. Han leder efter dig. Du for vild. Men han leder efter dig. Han tog ud for at lede efter dig, tage dig op, bære dig hjem.
Søren Kierkegaard skrev: ”Naar det er en Synder, Talen er om, da staar han ikke blot stille, aabner sin Favn og siger: ”Kom hid” – nei, da staar han – og venter, som den fortabte Søns Fader ventede, eller han staar ikke og venter, han gaaer at søge, som Hyrden det forvildede Faar, som Quinden efter den tabte Mønt. Han gaaer, dog nei, han er gaaet, men uendeligt langt længere end nogen Hyrde og nogen Quinde, han gik jo den uendelige lange Vei fra at være Gud til at blive Menneske, den gik han for at søge Syndere.”

Til os alle

Hvem er nutidens fattige, toldere og syndere omkring dig?
Hvem er velkomne omkring vores bord?
Guds rige er en fest – og du og din nabo er indbudt til fællesskabet omkring bordet!

Søndagens tekst: Luk. 15:1-10

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt
1En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. 2Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. »Han spiser oven i købet sammen med dem!« sagde de. 3Da sagde Jesus:
4»Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det? 5Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, 6og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’
7Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke har brug for at finde tilbage.

Den tabte sølvmønt
8Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? 9Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ 10Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.«