Peters fiskefangst – og vores

Langs med søbredden tæt på Kapernaum er der en række naturlige stejle indhug med en zigzag strandlinie, hvor hvert indhug udgør et naturligt amfiteater. Du kan tale med normal stemmeføring, og alle kan høre dig klart.

Jesus afslutter sin tale til folkeskarerne fra en båd lidt fra land med pludselig at trække Simon Peter ind i rampelyset foran den glanende folkemængde: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Så er scenen sat.
Peter kender sit fag som fisker. De kan da ikke fiske ved fuldt dagslys, tænker han vel og protesterer let: ”Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået”. Men tilføjer så også: ”Men på dit ord vil jeg kaste garnene ud”. Han prøver vel at bevare sin professionalisme som fisker og garderer sig med Jesus ord – der er trods alt publikum på!
Men allerede i første kast med garnet får han store problemer. Det er ved at sprænges. Febrilske råb til de andre i den anden båd om undsætning. Nogle hurtige åretag, hurtig handling og høje kommandoer i luften. Store ru hænder, som skovler fisk ind, der i hundredvis springer vildt og vrider sig i luften for at undslippe. Truende kæntring. To både synkefærdige med fisk. Faretruende scene. Dramatisk og tumultarisk.
Folkemængden ser pludselig Simon Peter, øjeblikkeligt ramt af dyb rædsel, falde ned på knæ foran Jesus og bede ham om at forlade ham. Med den mærkelige begrundelse: ”for jeg er en syndig mand”.

I Guds lys

Det offentlige spotlight var faldet på Peter, dér i det naturlige amfiteater. Men i hans samvittighed skinnende lyset fra Guds hellighed. I det lys kendte han sig selv totalt uværdig, uren til at være et redskab for det hellige, det mirakuløse, som Jesus forløste.
Fascinerede og rædslagsslagne som vi mennesker er i mødet med det hellige og absolut rene. For enhver åndelig opvågnen i samvittigheden rummer et element af smerte og sorg – i radikal form tilmed rædsel eller fortvivlelse. Uundgåeligt. De stærkeste vækkelser kaldte fænomenet ”syndenød”. Der har samvittigheden ikke ro, før den hører det helbredende og frisættende ord fra Gud: ”Frygt ikke!”
Dette ene guddommelige myndige ord helbredte straks Peters samvittighed, forsoningen med Gud satte sig igennem med en indre forløsende kraft i hans følelsesmæssige tilstand.

Forsoning og ny kaldelse

Men den ændring stod ikke alene: allerede i forsoningen modtog han en kaldelse, en nådegave, en myndighed i ånden, til at virke som apostolisk folkemissionær: ”Fra nu af skal du fange mennesker!”
Peters dannelse til at blive urkirkens primære leder blandt ligemænd var myndigt indledt af Kirkens Herre. Sand ydmyghed som fundament i kraft af samspillet mellem sand selverkendelse (vanhellig) og sand gudserkendelse (hellig). Den skulle blive bragt i spil igen på en søbred ved Tiberias et par år senere i en opstandelsestilsynekomst af Jesus i form af et enkelt, både prøvende og kaldende spørgsmål efter Simon Peters fornægtelse i påsken: ”Simon, elsker du mig mere, end de andre gør?”
Smertefuld selverkendelse endnu engang – men også en stadfæstet kaldelse til tjeneste.
Gud fortryder ikke sit kald og nådegave. Men hvad kan så hindre, at vi udlever vores kald og nådegave?
Flere faktorer end en enkelt liste kan rumme. Men alligevel nogle pointer her.
For det første blot det simple faktum, at vi ikke ”lægger ud på dybet” og ”kaster garnet”, når Jesus kalder os til det. Hvem opmuntrer dig profetisk til det?
For det andet, at vi går i panik, når tjenestens drama og omfang bliver for krævende, og ”vores båd” virker ”synkefærdig”. Måske i form af mangel på ressourcer, know-how, erfaring eller uddannelse. Hvem lærer du af, og hvem udruster dig til tjeneste?
For det tredje, at vi ikke modtager de dybe helbredende ord fra Gud i forhold til egen smerte, synd og kommen til kort. Hvem har trøstende taleret ind i dit liv som hyrde?
For det fjerde: at du har fisket og fisket uden resultat, mens andre ”både” lige i nærheden er synkefærdige af fisk. Det virker unfair. Svaret er ikke uafhængigt af situationen eller kulturen, du befinder dig i. Men der er researchbaserede principper for naturlig menighedsudvikling, som kan guide os. Og som vi må lære af. Vejen til gennembrud går ofte gennem en kritisk fase af erkendelse af ens sande virkelighed, som man forholder sig ærligt og konstruktivt til uden at miste håbet. Hvem hjælper dig i denne erkendelsesproces som konsulterende apostel?
Fire prøvende spørgsmål. Fire valgfrie svar. Fire resultatmuligheder. Valget er kun dit eget – for livet. Jesus kalder dig til at lægge ud på dybet. Til hans tid. På hans måde. Han er læremesteren over os alle. Amen.

Søndagens tekst: Luk. 5:1-11

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Simon Peters mirakuløse fiskefangst
1En dag, da Jesus stod nede ved Genesaret Sø, trængte folk sig ind på ham for at kunne høre Guds ord. 2Så fik han øje på to både, der lå i vandkanten. Fiskerne var gået fra borde og var ved at rense deres net. 3Jesus gik om bord i den båd, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land, hvorefter han satte sig ned i båden og underviste menneskemængden derfra.
4Da han var færdig, vendte han sig mod Simon og hans partner og sagde: »Sejl ud på dybt vand og læg jeres garn ud til fangst!«
5»Jamen, mester, vi har slidt hele natten uden at fange noget,« indvendte Simon. »Men når du siger det, så prøver vi igen.« 6Det varede ikke længe, før nettene var så sprængfyldte med fisk, at de var lige ved at gå i stykker. 7Simon gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem, og snart var begge både så fyldte med fisk, at de var lige ved at synke. 8Da Simon Peter så det, faldt han på knæ for Jesus og sagde: »Gå bort fra mig, Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed.« 9Både han selv og hans medhjælpere var lamslåede og forskrækkede over den mirakuløse fiskefangst. 10Det samme var Peters makkere i den anden båd, Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner. Men Jesus sagde til Simon: »Vær ikke bange. Fra nu af skal du være menneskefisker.«
11Efter at de havde trukket bådene på land, sagde de farvel til fiskeriet og fulgte nu Jesus på fuldtid som hans disciple.