Danmarks første frikirkelige studenterpræst

Henrik holmgaard

Apostolsk Kirke i Aalborg har ansat 27-årige Henrik
Holmgaard som den første frikirkelige studenterpræst.
Aalborg har allerede to folkekirkelige studenterpræster, men i Apostolsk Kirke har man
spurgt sig selv, om folkekirken skulle have monopol på den stillingsbetegnelse. Det førte til ansættelse af Henrik Holmgaard, der tiltrådte 1. februar.
Henrik Holmgaard er selv nordjyde og opvokset i Apostolsk Kirke. I en periode var han ungdomsleder i Apostolsk Kirke i Dronninglund, men gruppen var lille, og arbejdet hårdt. Derfor besluttede han
sig for at flytte til Kolding for at få mere ro i tilværelsen.
Her arbejdede han som lærer på Efterskolen Kildevæld, og senere gik han også på Apostolsk
Højskole i Kolding, hvor han mødte et kald til det nordjyske studenterarbejde.
– Gud sagde til mig, at der var ledere nok i Kolding, og at der var mere brug for mig i Nordjylland. Og han gav mig et særligt blik for studenterarbejdet,
fortæller han.
Lydig mod kaldet flyttede han til Aalborg for fem et halvt år siden og kastede sig straks over studenterarbejdet sideløbende med de teologiske studier ved Aarhus Universitet.
– Apostolsk Kirke i Aalborg havde lige været igennem en svær tid med splittelse, og der var vel ikke mere end to studerende i menigheden. I dag er der omkring 30, og potentialet er stort, vurderer han.
Derfor var det også naturligt at sige jatak til stillingen som studenterpræst.
– Jeg har lidt svært ved at identificere mig med den traditionelle pastorrolle, hvor vægten af arbejdet ligger internt i menigheden. Jeg er mere typen for at arbejde ude blandt mennesker, siger han.
I første omgang vil han kaste sig over arbejdet på Aalborg Katedralskole, hvor der allerede er 16 deltagere i en gruppe under den tværkirkelige
studenterorganisation Ny Generation.
– Vi skal have skabt nogle teams i gruppen, så der bliver stabilitet. Det er vigtigt, at gruppen ikke lukker ned, hver gang én af lederne bliver færdig med gymnasiet, siger han.
– Jeg tror på, at det er godt for et gymnasium eller
studiested at have en kristen gruppe. Og jeg vil gerne, at unge fremover vil vælge Aalborg
Katedralskole, fordi der er en god kristen gruppe.
Henrik Holmgaard tror, det bliver en sværere opgave at få fodfæste på byens universitet.
De studerende er ældre, og uddannelsen foregår mere spredt. Han håber dog at få et fællesskab stablet på benene.
Han håber med tiden at kunne få et kontor på universitetet, ligesom de folkekirkelige studenterpræster har. Og han håber at få et samarbejde med dem, selv om han forudser
en vis skepsis.
– Jeg tror, de er lidt skeptiske over for frikirker. Men jeg håber, at jeg som teolog kan vinde deres tillid, siger han.
Stillingen som studenterpræst er en halvtidsstilling.
Resten af tiden skal den unge nordjyde bruge på et særligt ledertræningskoncept, som han har udviklet sammen med en kammerat.
– Det er fint med de store landsdækkende leder-konferencer.
Men det ender ofte med, at man får en masse gode
inputs, som man glemmer, når man kommer hjem.
– Vi vil gerne tilbyde en mere personlig coaching af ungdomslederne i kirkeligt arbejde.
Vores udgangspunkt er, at eksperterne er de lokale ledere, som står i arbejdet til dagligt. Men vi mener også, at vi med noget praktisk coaching kan tilføre arbejdet noget nyt, siger han.