Kan man være for positiv?

Hvad har kristne tro at sige om positiv tænkning, autenticitet, anerkendelse og selvet som ledestjerne? spørger skribenten i 2.del af en dobbelt-kronik om selvudvikling set i et kritisk lys.

I første del af denne kronik-duo skrev jeg om udviklingshang og udviklingstvang i et samfund, hvor alt forandrer og udvikler sig, og hvor man som menneske hele tiden opfordres til at følge med udviklingen. (Se Udfordringen uge 34, red.)

Min opfordring var tvært imod: stop op! Lad dig ikke drive af forestillingen om, at svaret findes i dig selv eller i det nyeste lykke-koncept. Drop mindfulness og begynd på Christ-fullness. I denne del skal vi se nærmere på positiv psykologi, anerkendende tænkning og coaching.
Spørgsmålet er: Kan man være for positiv? Og hvad har min kristne tro så at sige positiv tænkning, autenticitet, anerkendelse og selvet som ledestjerne?

Går Gud ind for positiv psykologi?

”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” 1.Mos.1.31, ”… for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”. Rom 3.23
Ja, Gud går ind for positiv psykologi. Han har skabt alt godt, dvs. hele skabningen bærer Guds aftryk og har potentiale for noget fantastisk. Og så alligevel er vi ”a long way from paradise”, som banded Allies synger. Vi har mistet herligheden fra Gud, som der står i Romerbrevet. Vi befinder os i en falden verden, hvor der sker meget, der ikke er af det gode.
”Vi skal ikke bare være positive overfor alt, der møder os, men også turde træde i karakter og stå fast på bestemte værdier”, siger professor emeritus Per Schultz Jørgensen. Og en anden psykologi-professor, Svend Brinkmann, tilføjer: ”Integritet består netop i, at man kender til moralske værdier, forstår pligtens betydning og dermed kan anvende sin fornuft til at afgøre, hvad der er godt og rigtigt i en given situation” .

Det er nemlig kombinationen af en optagethed af ”det positive” og af ”psyken” og dermed det indre og følelsesstyrede, som gør positiv psykologi problematisk.
Rådet fra Brinkmann, lyder: ”Undertryk dine følelser”, og selvom det er en absurd idé, er det lige så absurd at forsøge at navigere efter selvet som ledestjerne. Retningssansen udvikles ikke ved navlebeskuelse, men ved fornuft, dyd og moral – antikke begreber, som tilsyneladende har vanskelige kår blandt individer, som er følelsesjunkies med indre styring.

I positiv psykologi og anerkendende pædagogik bruges det heliotropiske princip (helios = sol, trope = vending), som lærer os, at ligesom planter vender sig mod og vokser ved lys og varme, så findes det største udviklingspotentiale hos mennesker også ved at fremhæve succeser og tage ved lære af disse.
Det er jeg meget enig i, men, som vi så på i første del af denne kronik-duo, så er udvikling uden retning eller udvikling, som alene hænger på den enkeltes skuldre, under alle omstændigheder farlig. Og her er vi fremme ved en central problematik i forhold til positiv psykologi. Den skal sætte den enkelte i stand til at magte livets mange forventninger og muligheder, både i arbejdslivet, familielivet og alle andre væsentlige sfærer af livet. Positiv psykologi skaber det, Brinkmann kalder en ”paradoksmaskine”: Når man skal kunne kontrollere hele sin virkelighed og være positiv, fremprovokeres en skyld over ikke konstant at være lykkelig og succesfuld.
Den romersk/græske tænker Epiktet pointerer netop, at livsvisdom er at skelne mellem det, man har kontrol over, og det, man ikke har kontrol over, og ser vi det i et bibelsk lys, kan der ikke være nogen tvivl om, at herredømmet over livet ikke er eller bør være vores.
Galaterbrevets forfatter siger det ligefrem: ”Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig”. (Gal.2:25)

Når du bekymrer dig om familie, helbred, økonomi o.l., hvem er det så, alle disse ting tilhører? Hvis det er Guds, vil han også tage sig af det. Men hvis vi sætter vores lid til egne evner, kompetencer og formåen og følger klichéerne: ”tro på dig selv”, ”hvor der er en vilje, er der en vej” og ”det gælder om at se glasset som halvt fyldt…” osv.- kommer vi uundgåeligt til at blive skuffede.
Gud skabte mennesket, men det har så mange sære ting for, siger Prædikeren. (Præd. 7.29) Synd betyder at ramme ved siden af skiven. Og det er det, den positive psykologi gør i sin bedømmelse af den menneskelige vilje, for den svigter, mens Guds løfter er: ”Det håb er som et anker for sjælen”. (Heb. 6: 13-20)
I et paradigme, hvor mennesket er uden Åndens vejledning, søges hjælpen andetsteds, måske er det én af grundene til, at coaching og mentoring vinder frem i dag.

Coachen er ikke din ven

”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.” (Joh. 15:15-16).
I Bibelen er der disciple: en slags lærlinge, tjenere: slaver eller underordnede, og så er der vennerne, som er jævnbyrdige. Jesus ophæver i denne sætning distancen mellem sig og sine venner. Og så sender han dem ud for at bære frugt, eller sagt på moderne dansk: at gøre en forskel for Guds rige.
Det er netop i relationen til Gud og i endemålet, at kristne bøger om ledelse og udvikling adskiller sig fra så meget anden litteratur. Coachen er en moderne erstatning for mesteren. Men i relativitetens høje navn, ved coachen intet om, hvor du skal hen, det må den enkelte finde i sig selv. Coachen kan stille spørgsmål, men har ingen sandheder, i modsætning mesteren. Og relationen mellem coach og den coachede er ikke (nødvendigvis) et venskab, men et middel til at opnå et ønsket resultat.
”Skal du virkeliggøre dit fulde potentiale, har du brug for en personlig coach”. Hvis du er topatlet, er det bare en nymoderne måde at tale om trænerens vigtigt funktion som motivator og vejleder ift. at nå dine mål. Men i ”Selvets religion” er det ikke kun idrætsudøvere på højt niveau, som har brug for en coach, for coachen erstatter præsten; terapi, coaching og andre teknikker erstatter ritualerne, og nåden og frelsen som mål erstattes af selvrealisering, kompetenceudvikling og livslang læring, i en religion hvor selvet er gud.

Jesus tilbyder os venskab, som er et følgeskab, en meningsfuld og retningsgivende relation, som rækker ud over vores egen formåen. Han opfordrer os til at rette blikket udad, mod den verden, som har så meget brug for ægte livsforvandling. Han minder os om, at det starter og slutter med ham, men vi får lov til at være en del af hans masterplan. Det er positiv teologi og mere værd end alverdens psykologi.