Hellere Gudsfrygt end menneskefrygt
Bankmanden Martin Nissen og hans hustru Ulla blander sig jævnligt i debatten i aviser og andre medier.
For nylig er de gået imod yoga-undervisning i en folkeskole.
– Jeg advarer folk mod de farer, der ligger bag hinduisme (som yoga og mindfuldness), islam, ateisme, okkultisme og humanisme, siger Martin, der definerer moderne humanisme med et citat fra Romerbrevet: ”De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen ….”
Bankmand i 40 af 60 år
Mandag den 23. november er det 60 år siden, at Martin blev født i Hovslund. Han voksede op på en gård, men valgte dog at blive bankmand.
Han og Ulla kom i Pinsekirken i Haderslev, hvor de har boet siden 1980. Men for nogle år siden blev de aktive i gademission og udadvendte møder, og i 2010 tog parret initiativ til at danne Haderslev Husmenighed, hvor der er samlinger hver uge. Derudover har husmenigheden fællesmøder med den nye Haderslev Internationale Kirke.
– Det kristne budskab om omvendelse til Gud, tilgivelse og helbredelse er så godt, at det ikke bare skal holdes inden for fire vægge i en kirkebygning. Nej, det skal ud til mennesker, så endnu flere kan komme med til himlen en dag, proklamerer bankmanden.
Samtale med direktøren
– Jeg tog for mange år siden en beslutning om at have mere gudsfrygt end menneskefrygt, fortæller Martin.
– Når aviserne så har haft de store overskrifter fremme om helbredelser og djævleuddrivelser, så har jeg flere gange været til ”kammeratlige” samtaler på bankdirektørens kontor.
”Hvad mon kunderne siger til at have en bankmand, som taler i tunger og er djævleuddriver?”
Men konklusionen var hver gang, at hvis jeg kunne holde banken adskilt fra det, jeg gjorde i fritiden, så var det helt ok. Jeg tror aldrig, jeg har prædiket for bankens kunder i arbejdstiden. Men uden for arbejdstiden er der faktisk flere af bankens kunder, der har kontaktet mig for at blive fri for dæmoner eller sygdom.
Og en af byens store forretningsmænd havde heller ikke noget imod at få en håndspålæggelse og bøn i Damparken, hvor der er masser af folk, husker Martin. Han beholdt jobbet i banken i over 40 år, indtil han selv valgte at stoppe.
Jesus provokerede også
– Jeg kalder mig gerne Jesus-troende. Samtidig ønsker jeg at adlyde Guds ord.
Jeg ved, at Jesus Kristus er Vejen, Sandheden og Livet.
Når jeg siger det, så ved jeg godt, at jeg provokerer nogle mennesker. Men da Jesus gik på jorden, var der også mange, der blev provokeret og udfordret af det, Jesus sagde og gjorde.
Men alle, der vender om til Gud og i tro tager imod frelsen fra Jesus Kristus, oplever, at Jesu ord er sande. Fordi Jesus er levende i dag, er der mange, som også oplever helbredelse og udfrielse for dæmoner ved bøn i Jesu navn, fortæller Martin.
Helbredelse ved bøn og udfrielse for dæmoner i Jesu navn praktiserer Martin både ved foredrag, møder, private aftaler eller på gaden.
– Mange mennesker påstår, at de er blevet helbredt ved Guds kraft. Men det er vigtigere for mig, at de tager imod Jesus som deres frelser, fastslår Martin, der på sit visitkort citerer Johannes 3,16:
“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
– Det er ikke lige meget, hvem vi tror på, fastslår Martin.
– For det er alene Jesus Kristus, der kan frelse mennesker.
– Det glæder mig, at der er flere og flere, der adlyder Jesu missionsbefaling. Det kan give modstand fra nogle. Men det betyder ikke noget. Glæden ved at adlyde Jesus og se mennesker forvandlet og helbredt ved Guds kraft er langt større, slutter Martin, som har 2 døtre og 7 børnebørn.