Filmklub med fokus på Mellemøsten

s22_filmDer er plads til oplæg, film og en god debat i filmklub Jerusalem.

Er du klar på at opleve den verden, det er at se og opleve en film?

Sådan lyder spørgsmålet fra de selverklærede filmnørder Thomas Stæhr Berg og Peter Worm Madsen. I 2012 tog de initiativ til en filmklub, hvor der vises film, der har en forbindelse til Mellemøsten.
Navnet på filmklubben er Filmklub Jerusalem, der er en forening, støttet af Israelsmissionens Unge. De to initiativtagere mener, at filmmediet kan noget særligt.
– Filmen kan føre os ind i verdener, vi ellers ikke selv ville opleve. Den udfordrer os til tårer eller latter, alt efter hvad vi ser, siger Peter Worm Madsen.

Enkelt koncept

Konceptet for Filmklub Jerusalem er enkelt. En gang i måneden bliver der vist en film, der har jødisk, mellemøstligt, palæstinensisk, israelsk indhold. Det foregår enten i et privat hjem eller i samarbejde med kirker eller missionshuse i og omkring Aarhus.
For at få en god filmoplevelse, er der opsat nogle enkle krav.
– Kravene er god skærm, god lyd og plads til mindst 10 personer. Hver aften i foreningen startes med intro til filmen, så ser vi filmen, og bagefter ledes vi ind i en debat, siger Peter Worm Madsen.
I løbet af foråret er der film som Omar, De kaldte hende Sarah, The Flat, Race, Om guder og mænd og The Idol. Det gennemgående tema i foråret er mure, enten fysiske – som en fem meter høj betonmur, eller mentale – som mindreværd eller social angst.
Den næste forestilling er den 24. februar på TORVET i Aarhus, hvor filmen ”De kaldte hende Sarah” introduceres af avisen Berlingskes journalist i Mellemøsten Allan Sørensen.
Der er tilmelding forud for de enkelte arrangementer.