Projektmedarbejder skal styrke frivilligheden

ÅRHUS – Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom (KIVIK) har ansat cand. theol. Maj Britt Hvid Christensen fra Hedensted som projektkoordinator.
Den nye medarbejder skal især arbejde på at styrke frivilligheden gennem KIVIK’s aktiviteter for muslimer og kristne i Århus. Desuden skal hun være med til at synliggøre KIVIK i nærmiljøet og i den offentlige debat.
Maj Britt Hvid Christensen har skrevet teologisk speciale om emnet „folkekirke og mission.“ Desuden har hun sideløbende med studierne beskæftiget sig med islam og religionsmødet mellem muslimer og kristne i Danmark.
– Religionsmødet udfordrer os til at blive mere hjemme i vores egen tro og giver os samtidig en mulighed for at lære en anden religion at kende. Skal dialogen mellem muslimer og kristne være ligeværdig, må jeg også have en forventning til den anden om, at hun også ønsker at dele det, som betyder noget for hende, med mig. Kun på den måde kan dialogen være troværdig og gøre en forskel, siger den nye medarbejder.
– ole