Bikerbibel snart udsolgt
Den såkaldte Bikerbibel, der består af Det Ny Testamente og en række vidnesbyrd, der særligt henvender sig til bikere og motorcykelentusiaster, er næsten udsolgt.
10.000 eksemplarer blev trykt i foråret 2003, og nu er der allerede uddelt 8000 eksemplarer til interesserede. Allerede på det første motorcykeltræf blev der uddelt 800 eksemplarer, fortæller én af initiativtagerne, Per Aagaard Hansen, der er præst i MC-kirken, til frikirkebladet Domino.
– Mange havde hørt og læst om den og kom selv og bad om én, siger han.
Et antal eksemplarer af Bikerbibelen findes på Vestre Fængsels Bibliotek, og også her er interessen stor, skriver Domino.
Nu skal Bikerbibelen trykkes i endnu et oplag på 10.000 eksemplarer. Pengene til udgivelsen skal igen indsamles i kirker, menigheder og på stævner.
– ole