Hvem siger at 2’eren altid skuffer?

Hvordan kan man lyde som Hymns from Nineveh på første nummer for så efterfølgende lyde som et 80’er elektroband på steroider, og stadig lyde fuldstændig som sig selv?

Gungor selvfølgelig. Bandet som uden sidestykke transcenderer genrer og udtryk med integriteten intakt. Det er også plads til en gang R&B lyd.
Gungor er midt i deres store trilogi One Wild Life. Først kom Soul, nu er vi ved Spirit og senere kommer albummet Body.
Michael og Lisa Gungor leverer færre radiohits på One Wild Life: Spirit, men der er til gengæld skruet lidt op for de udfordrende tekster. Særligt nummeret ”Let bad religion die”, som begynder med selvmordsbomberen, der er ved at tage bæltet med sprængstof på. Det er uden tvivl første gang, jeg har hørt en sang om dette, men det lykkes for Gungor.
Dele af Spirit er måske lidt mindre tilgængeligt end Soul, men det ligger godt i forlængelse af den første udgivelse. Og der er flere eksempler på, hvorfor Gungor i den grad er noget af det mest spændende og fascinerende, du kan udsætte dine ører for. Den fine Magic, som hylder forundringen og øjne, der er åbne for Guds skaberværk. Eller Kiss the night, som tør tage fat, hvor livet giver modstand.
Jo mere jeg lytter, jo mere hører jeg, både i musikken, men også i tekstuniverset. Det er uden tvivl en meget ambitiøs plan at udgive tre album på ét år, men at gøre det med den kvalitet, som Gungor har lagt for dagen i de to første albums, er meget imponerende. Så det kan kun blive godt at høre det næste!
Torben Schmidt