Unge taler med fængslede nord for Polarcirklen
Unge fra Sømandsmissionen besøger en gang om ugen indsatte i Anstalten i grønlandske Aasiaat.
Hver torsdag går volontørerne Cecilie, Mathilde og Asbjørn afsted med kaffe, kage og glad energi.
Besøget gælder de indsatte på Anstalten i Aasiaat (Egedesminde), hvor der er plads til 15. Lige nu er de ni indsatte mellem 16-59 år. Det er mænd og kvinder med domme fra få måneder til ubestemt tid.
Mens et tv-program om det seneste hundeslædemesterskab kører i baggrunden i dagligstuen, spiller indsatte og volontører kort i god stemning. Grønlandsk veksler med dansk – og grønlænderne har let til latter.
På tomandshånd
Af og til bliver det en snak om Gud og livet på tomandshånd på den indsattes værelse. Andre gange er det hyggen og samværet, som nydes, for de indsatte får sjældent besøg af andre.
– Vi kan mærke, når de unge har været her. Der er mere ro, og folk er i bedre humør. Det er en stor hjælp, at de unge tager sig tid til at snakke med vores indsatte på tomandshånd om andet, end vi med uniformer på kan gøre. Det er godt for vores indsatte, siger anstaltsbetjenten.
Med ro og tålmodighed
Da Asbjørn kom til Grønland som volontør, var han ”vildt klar til at fortælle om Jesus som alles frelser”. Det er han stadig, men med en ro og tålmodighed møder han de indsatte på særlig måde, som får dem til at åbne op. For et øjeblik.
– Jeg har selv fået meget ud af at lære de indsatte at kende. Om jeg har givet noget, ved jeg ikke, men at sidde over for et menneske, der har gjort uacceptable ting, er specielt. De er gode mennesker, flinke, og faktisk lige som mig. Der kan gå lang tid, før man får opbygget en tillid, men så er det også vildt hyggeligt, og måske kan vi læse et stykke i Biblen sammen. Jeg får ofte mere, end jeg giver, fortæller Asbjørn denne eftermiddag i marts.
Til næste besøg tager volontørerne Sømandsmissionens nye grønlandske blad MALIK med. Det vil være helt ok ifølge anstaltsbetjenten.