Spædbørn sendes til numerolog

Flere og flere forældre tager deres spædbørn med til numerolog for at sikre sig, at de får det helt rigtige navn. Blandt numerologer betegnes tendensen som et boom.

Jens Linderoth

Numerologerne mener, at barnets navn er med til at afgøre, hvordan det psykisk og fysisk får det senere i livet. De arbejder ud fra sammensætningen af bogstavernes talværdi, så navnet kommer til at passe med energierne fra fødselsdatoen.
Flere kristne udtrykker bekymring for tendensen, blandt andet mener flere præster, at der er et misforhold mellem at bede en numerolog om hjælp til at navngive barnet og så efterfølgende lade det døbe i folkekirken.
På Dialogcentret i Århus, der arbejder med alle former for sekterisme, har lederen, Jens Linderoth, dog kun hovedrysten til overs. Over for Kristeligt Dagblad kalder han tendensen et udtryk for danskernes religiøse analfabetisme. Han ser det som forældrenes ønske om give barnet en religiøs sikring.
– De fleste ønsker jo bare at sikre sig i begge ender af den religiøse skala. En moderat overtro, som jeg vil kalde det, ødelægger ingenting. Det bliver først problematisk, hvis folk lader sig styre af numerologien, og så må vi selvfølgelig tage diskussionen op, siger Jens Linderoth.
De fleste af de forældre, der opsøger numerologer, når børnene skal navngives, har i øvrigt selv fået ændret deres navn hos en numerolog.
– ole