Bachs lykkelige gudstjeneste

Et af de største og vægtigste musikværker er en katolsk messe, dvs. gudstjeneste, som er komponeret af en protestant, J.S. Bach. Det er kommet i en ny indspilningOver en bedre middag forleden afæskede jeg min kone svar på, hvad der udgør de fem vægtigste monumentalværker indenfor den klassiske kirkelige kormusik. Da hun imidlertid ikke havde den helt rigtige opfattelse af dette, tog jeg sagen i egen hånd og proklamerer hermed egenrådigt, at de fem monumenter er: Beethovens Missa Solemnis, Mozarts Requiem, Verdis Requiem, Händels Messias og Bachs Messe i h-mol.

Sammen med sin ansøgning om at få titlen hofkomponist havde Bach lagt de første dele af Messe i h-mol

Eftertiden har bedømt h-mol messen som værende et monument. En vurdering lyder sådan: „kirkeligt og kristeligt det dybestgående af Bachs religiøse værker“ (Kai Flor). Og han skrev rigtig, rigtig mange af slagsen.
Fra 1730 havde han uoverensstemmelser med bystyret. Og for at gøre sig urørlig for disse ansøgte han hos den nye konge om at få titlen ‘Hofkomponist’. Sammen med ansøgningen sendte han de første store blokke af h-mol messen, Kyrie og Gloria (komponeret 1733).

Messen i h-mol blev som samlet værk først afsluttet året før hans død. Den består af de evigt „unge“ gamle katolske messeled Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Osanna, Benedictus og Agnus Dei.
Bemærkelsesværdigt i sig selv, at protestanten Bach anvendte disse hårdtprøvede led, der tilsammen kommer omkring hele den kristne tros spiritualitet fra syndsbekendelse til lovprisning, ophøjelse, trosbekendelse osv.

Men hvorfor skulle man dog også smide disse led ud – selvom de var på latin og lugtede af det katolske? Bach var ortodoks og lutheraner, men havde ikke noget imod det, der kunne bruges af det gamle katolske.

Til messen genbrugte Bach meget materiale fra diverse egne tidligere kantater, dog ofte i totalt nyrevideret form.
Det samlede indtryk af denne „serafiske“ musik er et værk, der er overraskende let og lyst i tonen, fuld af overstadig „kristen“ glæde og af en klarhed, der som ren musik betragtet (uden religiøse overtoner) efterlader ro, klarhed, harmoni, renselse og ophøjethed i ens sind.
I nogen henseende kunne det være mere befordrende for sjælssundheden at lytte til Bach end til megen afspæn-dings- og new age-medita-tionsmusik. De vil tømme, Bach vil fylde!

Det markedskraftige forlag Naxos har med 12 års mellemrum udsendt en slavisk indspilning (med Det Slovakiske Philharmoniske Kor) og en helt ny tysk (med Dresden Kammerkor). Begge er gode.
Forskellen mellem dem er, at den første byder på en romantisk tolkning, den anden på en barok eller „historisk“ tolkning.
Et eksempel på, hvordan forskellen mellem indspilningerne kommer til udtryk:
Crusifixus satsen (Korsfæstet) i ‘Credo’ har en udmalen-de indledning, hvor sømmene så at sige høres banket i ved den gentagne, afbrudte deling af ordet ‘Cru-si-fix-us’. Dres-den’erne fremmer musikkens iboende intention ved at gøre pausen mellem „søm-slagene“ større (slagene udmales tydeligere), de lægger mere vægt på hver stavelse, og klangen er mere raffineret sørgelig. Slo-vakkerne synger lidt henover det hele.
Der er mentalitetsforskel i foredraget de to cd-udgaver imellem, men begge kan nydes! (Fork. – hele anm. kan læses på Kirkemusik.com)

Bach: Messe i h-mol (2 CD) 110 kr. hos Kirkemusik.com