Fra skolelære til ikonmaler
Fra for nogle år siden at have været en glad amatør på billedkunstholdet på daghøjskolen i Haslev er Inge-Lise Top nu en dygtig ikonmaler, hvis ikoner er på udstilling i Bispebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved, fra 15. maj til august 2005.
Efter 30 års virke som folkeskolelærer i Næstved måtte Inge-Lise Top søge sin afsked på grund af sygdom. Men hun oplevede, at da den ene dør blev lukket – blev en anden åbnet.
– For at komme lidt ud og møde andre mennesker meldte jeg mig i 1998 til et daghøjskolekursus. Mona Arnø, som er billedkunstner, var vores lærer. Da vi en dag skulle vælge mellem forskellige discipliner, valgte jeg ikonmaling, fordi jeg ikke vidste noget om det, fortæller Inge-Lise Top.
– Da vi var kommet i gang, blev jeg fuldstændig opslugt, og til min egen forbavselse blev mit første billede rigtig godt.
Inge-Lise Top er en del af en lille gruppe, der stadig mødes hos Mona Arnø for at male. Ikonmaling giver hende en stærk og livsbekræftende oplevelse af intensitet og glæde – den vil hun gerne dele med andre.