Dengang jeg hed Ole

Steen Jensen
Steen Jensen

Har du nogensinde prøvet at blæse for dine lungers fulde kraft ind i et snoet messingrør og ikke få en ærlig tone ud af dyret? Da jeg var dreng i begyndelsen af halvfjerdserne, vel en 10-11 år, forsøgte jeg at lære at spille trompet.

Det gik ikke særlig godt. Den ældre herre, lærer Jensen, sagde, at jeg bare skulle blæse i mundstykket, som om jeg spyttede. Så jeg spyttede og spyttede. Og jeg blæste al luften ud af mine lunger og var lige ved at dejse omkuld af iltmangel.

Man skulle have ualmindelig godt gehør for at høre, at det var ”Danmark dejligst vang og vænge”, jeg forsøgte at trykke ud af krabaten.
Vi var et beskedent hold: Erik og jeg. Vi havde hver lånt en trompet af hr. Jensen og sad nu bænket med nodestativer og hr. Jensen foran os.
Hr. Jensen havde mange rynker i panden, husker jeg, og der blev flere og flere af dem, som tingene skred frem.
Han tog det dog pænt, da jeg maltrakterede den danske sangskat og fik ”Danmark dejligst vang og vænge” til at lyde som en blanding af Odense Staalskibsværft og en svupper i en tilstoppet køkkenvask.
Mine forældre vidste godt, at jeg stoppede med at komme. Men de vidste ikke, at jeg ”glemte” at aflevere trompeten tilbage. Jeg turde ikke at gå ned med den. Den stod i flere uger langtidsparkeret i sin kasse nede i kælderen som en tidsindstillet bombe, jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med.

Flere gange så jeg hr. Jensen i bybilledet. Jeg var skrækslagen hver gang.
Jeg var overbevist om, at hele hans dag gik med at søge efter mig i byens gader, så han kunne gribe fat i kraven på mig og løfte mig op i ozonlaget, ryste mig og brøle mig ind i ansigtet, at jeg var den slemmeste knægt, han nogensinde havde mødt.

En dag kunne jeg ikke undgå ham. Han stod pludseligt på fortovet foran mig. En rar, godmodig mand, tænker jeg i dag, men i situationen så jeg kun, at han var af den slags, der spiser børn, og at hans rynker i panden havde gravet sig dybere siden sidst.
– Steen? lød det oppe fra kæmpen.
Jeg aner ikke, om mit hår stod lige op, men det føltes sådan.
– Jeg hedder altså Ole, råbte jeg og stak af.

Senere ringede han til min far. Manden havde været venligheden selv, fortalte min far, som i øvrigt skulle hilse mange gange. Trompeten blev leveret tilbage, jeg blev ikke spist, men blev heller ikke nogensinde nogen lovende messingblæser.

Jesus sagde, at vi skal blive som børn igen. Jesus må have overset mig, for han kan umuligt have tænkt på min barndom som et eksempel til efterfølgelse!