Syn af Jesus ændrede Hawas liv

Åbne Døre fortæller om den 20-årige ’Hawa’, som lærte Jesus at kende, selv om hun lever i et muslimsk land.
Åbne Døre fortæller om den 20-årige ’Hawa’, som lærte Jesus at kende, selv om hun lever i et muslimsk land.

20-årige Hawa fra Østafrika fik et syn, da hun var indlagt på et sygehus. Hun så en mand, der græd og lo på samme tid. Hun kom til tro på Jesus, men det fik store omkostninger for hende.

Det skriver Åbne Døres nyhedsbrev Women to Women.
– Det viste sig, at lederen af min moské også var en hemmelig kristen. Han fortalte mig, at den mand, der i min drøm græd over syndere, var Jesus Kristus. Han gav mig en Bibel, og den læste jeg næsten hele tiden i, efter at jeg blev udskrevet. Jeg lærte mere og mere om Jesu kærlighed. Det forvandlede mig indefra, siger Hawa.

Hawas rige familie havde store planer for hende. Først skulle hun oplæres i islam i et andet land, og så skulle hun giftes med en amerikansk muslim. Men en alvorlig lungesygdom ændrede disse planer, og efter synet af Jesus vidste Hawa, at hun ville følge Ham – selv om det fik hendes forældre til at mishandle og udstøde hende.

Hendes forlovelse blev ophævet, og Hawa forlod sit hjem. ”Kærligheden fra den grædende mand i mit syn var trængt langt ind i mit hjerte. Jeg valgte Ham. Jesu kærlighed var mere værdifuld for mig end kærligheden fra min familie”, forklarer Hawa.
Hendes søster er nu også blevet kristen, og de beder for resten af familien. Men der er også brug for forbøn for Hawa, som brækkede ryggen, da hun flygtede fra sin vrede onkel, skriver Åbne Døre.