KD og Konservative bør finde sammen

Det ville gavne begge partier, for de har fælles værdier, mener lektor Niels Arbøl. 

Den seneste Megafon-måling har været dyster for Det konservative Folkeparti, hvor det står til at få blot 2,7 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Det er dog ikke overraskende på baggrund af, at partiet de sidste mange år har fundet meget lav tilslutning fra vælgerne.

I den pågældende meningsmåling ligger De konservative kun foran Kristendemokraterne, der må nøjes med at have 1,2 procent af vælgerne bag sig. Ikke just opmuntrende læsning for de to i forhold til udsigten til et muligt folketingsvalg i nær fremtid.

Fælles interesse

De to småpartier kunne imidlertid fusionere til ét parti, hvis de begge var villige til at opgive private interesser og indgroede vaneforestillinger.

Dette ville efter min bedste opfattelse blive til fordel for begge parter i et politisk landskab, hvor det er blevet stadig vanskeligere at positionere sig. Der kunne sagtens blive tale om en synergieffekt, således at et fælles partiprojekt ikke blot ville opnå summen af de to partiers nuværende tilslutning hver for sig, men mere end det.

Fælles identitet

Det afgørende for et politisk parti er nemlig identiteten. De konservative har gennem årene som middel mod tilbagegangen ment, at denne skulle vendes enten ved at føre nye politiske mærkesager frem eller sætte yderligere fokus på en af dem. Men lige lidt har det hjulpet, også fordi konkurrencen er hård i forhold til Liberal Alliance og andre borgerlige partier.

Så udgangspunktet bør samle sig om den grundlæggende identitet, der giver et nyt fælles parti et særkende. Dette gør også, at man som vælger kan være enig eller uenig om konkrete politiske emner, men stadig vil holde fast ved partiet – på grund af identiteten. De konservative har mistet meget heraf gennem årene, men i politik er det aldrig for sent at ændre kurs.

Kom hjem!

Og hvorfor ikke gribe en oplagt mulighed – at fusionere med Kristendemokraterne. Dette er mere end en oplagt strategisk mulighed, det er fremfor alt at vende hjem – til den identitet, der for en stor del prægede de Konservative tidligere og også på visse punkter fortsat gør det. Men som helhed identificeres partiet i dag ikke så meget med ’Gud, konge og fædreland’, men med økonomiske lettelser for de velhavende og for boligejerne.

En større identiet

Ved at gøre fælles sag med Kristendemokraterne ville sådanne programpunkter blive en del af en større identitet. For eksempel: Topskattelettelser ville gøre det muligt for flere familier at leve af én indkomst, så en mor eller far kan passe de små børn hjemme, og afskaffelse af grundskyld og ejendomsskat (til gengæld for udfasning af rentefradrag og skat på avancer ved boligsalg) ville på samme måde styrke familiens muligheder for at blive boende, hvor de ønsker, og ikke risikere at måtte opgive hus og hjem.

Socialkonservatismen

Fokus’et på familien er i forvejen den stærkeste og mest positive mærkesag hos Kristendemokraterne, der imidlertid har et bredere perspektiv for dens trivsel, og som samtidig har et større socialt engagement end de Konservative.

De to parter har et fælles hjem i socialkonservatismen og et kristent menneskesyn, men dette er for en stor del blevet overset af netop de Konservative.

De to partier ligger på linje i flere andre henseender, bl.a. med hensyn til miljøpolitik og den grønne omstilling, der synes helt glemt af regeringen i dens nye udspil.

Sammen i EU

Et andet fælles hjem er naturligvis, at begge partier på europæisk plan tilhører ’Det Europæiske Folkeparti’ (European People’s Party, EPP), d.v.s. den transnationale sammenslutning af kristendemokratiske og konservative partier.

EPP blev dannet af kristendemokratiske partier i 1976, men har siden optaget andre centrum-højre partier. Dens gruppe er den største i Europaparlamentet, hvor de også kalder sig ’Christian Democrats’, og en lang række europæiske toppolitikere hører til denne politiske tradition, således f.eks. formanden for kommissionen, Jean-Claude Juncker fra Luxembourg og forbundskansler Angela Merkel fra Tyskland.

Se på CDU

Det vil derfor være oplagt, at et fornyet konservativt og kristendemokratisk parti tager udgangspunkt i den identitet, som det tyske CDU med succes har haft gennem årene.

Der er stor forskel på de britiske konservative og de tyske kristendemokrater (som nogle journalister fejlagtigt udelukkende kalder ’de konservative’).

Det gælder ikke alene i Europapolitikken (Brexit!), men også på det sociale og økonomiske område, og desværre har de danske konservative gennem årene lænet sig tæt op ad de britiske.

I Tyskland har CDU også været i regering med tyske socialdemokrater og er det også dag – hvilket er utænkeligt for de Konservative herhjemme. CDU er et virkeligt folkeparti, placeret i midten, der kan gå i regering til begge sider, og det kunne de Konservative, der er kørt fast i en blokpolitik, lære noget af.

Nyt fælles navn

Så det er socialkonservatismen, menneskesynet, familien og det centrumssøgende folkeparti, som ville blive en fælles og anerkendt del af et nyt fælles parti. Det bør selvfølgelig også have et navn, forskelligt fra de to nuværende, for at markere det nye fælles projekt.

Imod fremmedhad

Den kristendemokratiske identitet vil være et godt grundlag til at kunne imødegå den om sig gribende og i grunden virkelig farlige populisme, der manifesterer sig ved fjendtlighed over for indvandrere og flygtninge samt en udbredt skeptisk holdning over for den Europæiske Union.
Et konservativt og kristendemokratisk parti må nødvendigvis have en grundlæggende humanitet og åbenhed over for de fremmede og ikke deltage i den sygelige nedgøring af muslimer og islam.

Det bør også give utvetydig støtte til det europæiske projekt, som gennem tiden har sikret Europa fred og velstand. Begge dele er klart personificeret i kansler Angela Merkel.

De konservative herhjemme opnår intet ved at lefle for Liberal Alliance, Dansk Folkeparti eller ’Nye Borgerlige’ – den yderste højrefløj.

Fordel for KD

Også for Kristendemokraterne ville det være en stor fordel at gøre fælles sag med de Konservative.

Ikke alene ville dette gøre det mere end sandsynligt, at deres kandidater ville blive repræsenteret i Folketinget, det ville også føre partiet definitivt ud af den ekskluderende mentalitet, som endnu præger partiet, hvor andagt og gospelkor går hånd i hånd i politiske sammenhænge.
Selv på dens mest ømme tå – abortspørgsmålet – ville partiet kunne gøre fremskridt, forudsat de Konservative var villige til at tilegne sig CDU’s synspunkt på dette område. Op til seneste valg advokerede Kristendemokraterne selv for at løse dette problem, som man fik gjort i CDU, nemlig ved at indføre en obligatorisk rådgivning og støtte for abortsøgende. Rigtig mange mennesker vil finde det rimeligt, at den abortsøgende gennem en sådan rådgivning, der bl.a. består af socialrådgivere og psykologer, får lejlighed til at lytte til sin egen stemme, før denne vigtige beslutning tages.

På en måde er der altså ikke tale om fri abort, fordi den er betinget af denne rådgivning, men det kan også kaldes fri abort, eftersom kvinden selv har den endelige afgørelse. Således skulle begge holdninger kunne identificere sig med denne model.

Begge må give sig

Som nævnt kræver en ny partidannelse, at begge parter er villige til at give sig og til at orientere sig mod en ny fælles identitet.
Man skal ikke undervurdere de interesser, som veletablerede politikere kan have i at fortsætte i den gamle plovfure, og i håb om at kunne opsluge den anden part.

Man kan også spekulere på, om det er muligt at forene den nøjsomme missionsmand i Ringkøbing med den velhavende lystbådejer i Hellerup. Men måske kunne en radikal nytænkning og inspiration fra vores sydlige naboland ikke alene gavne de to partier, det kunne også løse nogle af de væsentlige politiske problemer i det Danmark, hvis sag begge partier hævder at ville gavne.

Niels Arbøl var den første, der herhjemme udsendte et videnskabeligt værk om kristendemokraterne (1984). Værket udkom siden i andre lande, bl.a. Sverige, hvor ’Kristdemokraterna’ siden 1991 har været repræsenteret i den svenske rigsdag. Han er ikke længere politisk aktiv og tilhører ikke nogen af de to omtalte partier.