Hvordan finder jeg vej ud af angsten?
Kære Orla Lindskov.
Jeg skriver dette brev til dig, fordi jeg lider af angst. Det er, som om angsten har trukket mig ind i en eller anden form for trolddom. Jeg stirrer på den hele tiden.
Det føles, som om angsten nogle gange er ved at kvæle mig. Når det er sådan, kan jeg ikke foretage mig noget som helst, også selv om jeg så gerne ville. Jeg er nemlig en meget aktiv kvinde på 43.
Jeg har prøvet mange gange selv at finde vej ud af angsten. Også med assistance af en psykolog. Men hver gang jeg gennem samtale oplever, at jeg er kommet fri, så alligevel kommer angsten tilbage.
Der er i hvert fald nu en ting, jeg ved, og det er, at angsten er stærkere, end jeg er.
Jeg er en kristen kvinde og tilhører en god menighed. Men jeg tror ikke, at der er nogen, der ved, hvor forfærdeligt det er at leve med en angst som min.
Jeg har bedt om helbredelse selv. Men angsten bliver ved med at kue mig og knuge mig. Det er næsten som om, den er blevet en del af min identitet.
Nogle gange tænker jeg, hvordan mit liv ville blive, hvis angsten en dag forsvandt. Tanken om det giver mig også angst.
Min psykolog siger, at dette er et kendt fænomen, som opstår, når en person har levet længe med sin angst.
Han siger også, at fra erkendelsen af angsten og fra erkendelsen af angstens årsag kan der godt være et stykke vej til befrielse. Jeg er nemlig nået til at erkende min angst og årsagen dertil. Det er meget vigtigt at være nået dertil, siger min psykolog.
Hovedårsagen er, at jeg hele mit liv har forsøgt at være en anden end den, jeg er.
Som min psykolog siger, så har jeg hele tiden været bange for at tabe min møjsommeligt lavede maske.
Jeg er meget spændt på at læse dit svar ind i min situation. Jeg håber også, at du vil bede for mig og eventuelt sende mig en salvedug.
En kvinde i min menighed, som kender min situation, har udtalt, at jeg skal passe på ikke at gøre mig for afhængig af en psykolog. Hun mener, at det kan bringe mig på afstand af Jesus. Hvad mener du om det? Har hun ret?
Venlig hilsen
En angst kvinde
Svar:
Jesus vandt over angst – han kan også hjælpe dig
Kære angste kvinde
Der er altid den fare, når man søger hjælp hos mennesker, at det kan bringe os på afstand af Jesus.
Det gælder ikke kun med hjælpen fra psykologer. Det gælder for al hjælp fra mennesker.
Faren består i, at vi begynder at stole mere på mennesker, end vi stoler på Jesus. Altså i, at vi lader mennesker kommer på førstepladsen, og Gud og Jesus derfor ryger ned på andenpladsen.
Kvinden, der har advaret dig, har ret i, at den fare findes.
Men hvad skal vi da gøre? Er løsningen at holde op med at søge menneskelig hjælp? Blandt andet hjælp fra læger og hospitaler og for den sags skyld hjælp fra psykologer.
Det mener jeg ikke. Gud bruger jo også os mennesker til at hjælpe hinanden.
Men det er meget vigtigt, at inden vi går ud for at søge hjælp hos mennesker, at vi da beder Jesus om at være med os, om at gå foran os og lede det, der skal ske.
Lad mig sige det på denne måde: Alt hvad vi mennesker gør uden at tage Gud og Jesus med i det, rummer en fare.
Tænk blot på Adam og Eva: Gud fortalte dem klart og tydeligt, hvad de skulle, og hvad de ikke skulle. Men de ville gøre tingene på deres egen måde, og det gik grueligt galt.
Jeg vil nu skrive lidt til dig om befrielse fra angst, og om Jesus og vores angst.
Jesus prøvede selv at kæmpe mod angst i Getsemane have, også apostlene kæmpede mod angst.
Så angsten findes i verden og kendes nok mere eller mindre af alle.
Men heldigvis kan Jesu kærlighed, som vi bl.a. finder i Jesu ord, slukke angstens ild. Det har noget at gøre med, hvor vi har vores fokus. Vores fokus bør være på Jesus.
Angsten kan nemlig kun trække os ind i sin trolddom, der hvor vi stirrer på den hele tiden i stedet for at se på ham, på Jesus, som har overvundet verden. Han har nemlig også overvundet angsten i verden.
Du har haft svært ved at finde vej ud af angsten alene. Derfor har jeg sendt dig en salvedug og bedt for dig. Men kom også til forbøn på et møde.
Jeg kender en mand, som var ved at gå til af angst. Men nu er angsten forsvundet fra hans liv. Hvordan gik det til?
Han fandt ud af årsagen til sin angst. Årsagen til din angst har du også fundet ud af med hjælp fra din psykolog.
Den omtalte mand overgav derefter årsagen til Jesus. Ja, det gjorde han faktisk mange gange. Det var ikke bare lige ud ad landevejen. Men han blev ved.
Han oplevede, at hans angst blev mere og mere svækket. Derfor blev han ved.
I dag har Jesus udfriet ham af angsten. Han kom samtidig til at opleve Helligåndens kraft og virke i sit liv. Det kendte han ikke til før.
Angsten forsvandt fra hans liv, fordi noget stærkere kom ind og fyldte ham. Det var Helligånden. Kære angste kvinde, jeg tror på, at du kan opleve det samme.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Oplevelser:
Kære Orla Lindskov!
Tak for de adskillige gange, du har sendt mig en salvedug og hjulpet mig så godt. Det er jeg meget taknemmelig over. Nu har jeg fået en knude, som sidder midt på mit underliv!
Jeg vil være dig uendelig taknemmelig, hvis du vil sende mig en salvedug til at lægge ovenpå den.
Jeg beder for dig og for din gave til at kunne hjælpe folk.
De bedste hilsener fra
J.A.J.
Kære Orla Lindskov
Jeg sender her min salvedug tilbage til dig og takker mange gange Jesus for Guds kraft og styrke til helbredelse. Jeg takker også dig, fordi du hjælper Jesus med at gå i forbøn for os alle, som har brug for det. Hermed en kæmpestor tak til Jesus og til dig.
Kærlig hilsen fra
K. Skagen