Ezekiel viser kristen film i woodoo-land
To høvdinge i landsbyen ville gå i krig med hinanden. Men evangelisten og hans venner stod med filmudstyret midt imellem dem og bad…
Ezekiel er på grund af en børnesygdom meget skeløjet og har udstående øjne. Derfor regner de ”store” ham ikke for noget. Men jeg har stor respekt for den lille mand, som i dag besøgte mig..
For nylig blev han truet af en vred høvding, efter at have vist en film om voodoo. Høvdingen var vred over, at kvinderne nu kunne se, hvad mændene foretog sig, når de tog de unge drenge med ud i bushen og initierede dem i okkultisme.
Men Ezekiel lader sig sjældent skræmme, selv om han et par gange er blevet overfaldet af muslimer, der manglede penge til at fejre ramadan…
Mellem stridende parter
I februar 2015 skulle Ezekiel vise film i en landsby 15 km fra Kaele i det nordlige Cameroun samme dag, som de to bydele havde besluttet at gå i krig med bue og pil og køller. Der var to uenige høvdinge i byen, og de havde hidset hinanden og deres befolkninger op, så der nu ikke var nogen vej udenom en gammeldags krig, der ville koste menneskeliv og mange fysiske skader. Ondskaben og frygten rådede.
Ezekiel og hans venner stod midt imellem de to bydele – og begyndte at bede. De krigsgale kunne ligesom ikke komme til at slå hinanden ihjel, når han stod der og gjorde sit filmudstyr klar.
Da mørket faldt på, viste han Jesus-filmen udendørs på en husmur. Bagefter opfordrede Ezekiel tilhørerne til at tage imod Jesus – 19 rakte hænderne op, og det endte med, at høvdingene også forsonede sig og afblæste krigen.
Utrættelig evangelist
For nylig kom Ezekiel tilbage, og over halvdelen holdt fast i deres beslutning.
Høvdingene stod stadig i spidsen for okkultismen i byen. Men Ezekiel viste igen en kristen film, og denne gang var der 317, der så filmen. Ti nye tog denne gang imod Jesus, fortæller Ezekiel, som er en utrættelig evangelist.
-Vil du have en cola, spørger jeg for at påskønne hans indsats.
-Nej tak, cola gør mig sulten, svarede den fattige evangelist, som ikke har så meget at leve af. Men hans navn Ezekiel betyder: Gud styrker! Og det har han ofte oplevet.
Hvis du vil opfylde Ezekiels drøm om at optræne flere teams, der kan vise film, så sæt et beløb ind på Gospel Outreach konto 9046 – 457-34-58449 og mærk det ”Jesus-film”.