Hvad for en fred?
Jeg har – for julestemningens skyld – set en hel del af de julefilm, der sendes op til jul, selv om de sjældent er af særlig høj kvalitet. De fleste handler om at tro på julemanden – og om at være gode mod hinanden, stresse af osv.
For i vor politisk-korrekte humanistiske tid skal man helst omskrive julens oprindelige stærke budskab til noget, der passer ind i tiden og ikke generer nogen. Og så fordrejer og fortier man sandheden, som kunne sætte os fri, og erstatter den med noget, som alligevel ikke holder. Før eller senere finder man jo nok ud af, at Julemanden ikke eksisterer.
Men ofte har man dog fået med, at julens budskab handler om fred og glæde.
Hvor kommer det nu fra?
Jo, da hyrderne lå derude på Betlehems marker, viste der sig først en engel foran dem, badet i lys, og derefter brød en hærskare i himlen over dem ud i lovsang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! (Autoriseret bibeloversætt. 1992)
Den tidligere aut. oversættelse havde: …og fred i mennesker, der har hans velbehag.
Teksten er nemlig åben for flere fortolkninger. Ordret står der »fred til viljes/acceptsmennesker«. Det græske ord for accept betyder at betragte noget som godt og efter Guds vilje.
Derfor har den hverdagsdanske oversættelse formuleret det sådan: »…fred på jorden til dem, der gør Guds vilje!« (Lukasevangeliet 2, 14).
Og det passer godt med, hvad Jesus ellers siger. Freden og glæden kommer til dem, der tager imod Ham og hans ord. Som gør det, der er hans vilje.
At tage imod er at ”acceptere” at Jesus er Kristus – dvs. Messias, dvs. den lovede frelser. Englen siger det også til hyrderne: »I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.«
* Når englene her forkynder fred er det altså ikke fred i den forstand, at der nu aldrig mere bliver krig. For det gør der, så længe der er mennesker, som ikke har Guds fred.
* Det er heller ikke en fred for alle, men kun ”til dem, der tager imod” Guds fred.
Men siger Englen ikke også: (v. 10) ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.”…? – Jo, og Guds frelse er med Jesus blevet tilgængelig for alle – ikke kun for jøderne, eller de religiøse, de vellykkede, men for os alle.
Men freden og den store glæde får vi kun, hvis vi accepterer – hvis vi tager imod Jesus som Kristus.
Nogle af os har engang taget imod Ham. Men hverdagens bekymringer, tvivl og skuffelser tog livet af troen. Vi har brug for at tage imod Jesus igen. Så han igen bliver min frelser, min Herre. Når vi får Jesus i hjertet, så får vi fred i hjerte og tanker – og glæden følger med.
Hvor konkret vi oplever Guds fred, ”som overgår al forstand,” afhænger af, hvor konkret vi giver Ham lov at være Herre i vores liv.