Venstre sidebanner eksempel

En jul jeg aldrig glemmer

Sigvald var direkte uhyggelig, syntes pigen. Og så skulle netop han komme på besøg juleaften!
Inga Friis har illustreret Connie Noers juleminde.

Sigvald var den sidste person, den seksårige pige ønskede besøg af juleaften. Men det gik helt anderledes, end nogen havde forestillet sig.

For mange år siden, faktisk helt nøjagtigt 55, var jeg en lille pige på seks år. Jeg boede midt inde i en by sammen med mine forældre. Huset, vi boede i, bestod af flere lejligheder, i alt fem.

Jeg var så heldig at høre til i stueetagen, hvorfra jeg kunne gå lige ud på fortovet. Det er lidt vigtigt at vide, hvordan huset var indrettet, for det er noget af det, historien handler om. Det vigtigste var opgangen, som var fælles for alle fem lejligheder. Det var der, man kunne være så heldig – eller uheldig – at møde de andre fra huset. Gangen var nemlig så stor, at det ofte var der, folk stoppede op og snakkede med hinanden.

Min mor havde arbejde derhjemme, og hun syntes, det var så hyggeligt at tale med mennesker, og hun var rigtig god til at tage sig af dem, som var kede af det.

Som oftest var det hyggeligt med de andre fra huset, men en gang imellem var det direkte uhyggeligt. Da turde jeg hverken gå ind eller ud.

Allerøverst oppe, på kvisten, boede nemlig Sigvald! Han var så uhyggelig. Faktisk kan det ikke beskrives, hvor uhyggelig han var. Jeg ved ikke hvorfra, men mine kammerater vidste god besked. De vidste fx, at han tog børn til fange og gemte dem oppe på loftet, hvorfra de aldrig kom tilbage. Han tog især de børn, der talte med deres forældre om ham, så dét turde jeg i al fald ikke. Han kunne nemlig høre gennem murene, selvom han var temmelig døv.

Sigvald var en meget ensom mand. Det var til at forstå, for han var altid sur og vranten. Han var ikke den, der flyttede sig. Nej, det kunne de andre gøre, hvis de ville forbi ham.

Det er svært at beskrive, hvordan han så ud, men køn var han ikke. Med et seksårigt barns øjne lignede Sigvald et gammelt rynket æble i ansigtet, og midt i det sad der to hårde og kolde øjne, som kun havde had, vrede og bandeord til overs for sine omgivelser. Tænderne var brune og kantede, og ned ad hagen sad der altid to eller flere brunlige striber fra hans skråtobak.

Man kunne altid høre, når Sigvald kom, fordi han gik og småskændte. Det lød temmelig højt. Det værste ved Sigvald, når man så bort fra det med børnene, var dog hans lugt. Den var virkelig slem. Det betød også, at folk ikke frivilligt opholdt sig i nærheden af ham i længere tid.

En rædselsfuld idé

Så var der altså den jul, da jeg var seks år. Jord og himmel stod i ét, sneen føg om hjørnerne, og selvom vi boede midt inde i byen, var vi lukket inde. Det var meget slemt, strømmen forsvandt og var væk i tre hele døgn. Folk kunne ikke rejse til familien eller få besøg, og sådan var det også i vores hus. Tre af dem, der boede der, skulle være rejst til familien. De var ikke helt raske og kunne dårligt klare en jul på egen hånd. Sigvald vidste ingen noget om.

Så var det min mor og far fik denne rædselsfulde idé. De ville invitere hele huset til juleaften. De mente, det kunne være hyggeligt, og alle ville bedre kunne holde varmen. Det var sådan set en rigtig god idé, lige indtil jeg fandt ud af, at Sigvald skulle inviteres med. Altså den lugt – og så en juleaften, og hvad kunne han ikke finde på, den sure gamle mand?

Jeg protesterede, men når man kun er seks år, er det altså mor og far, der bestemmer (sådan var det i al fald den gang). Jeg var fyldt af angst, og det, jeg sådan havde glædet mig til, var nu blevet til det værste, der endnu var overgået mig i mit korte liv.

Juleaften

Det bankede på døren, og gæsterne kom én efter én. De var glade og forventningsfulde. Nu manglede der kun én. Gæsterne blev forlegne, og smilet stivnede, da de hørte, hvem den sidste gæst var. Så bankede det endnu engang meget stille, og ind kom en mand.

Jeg troede ikke mine egne øjne, for manden, der trådte ind, havde håret redt pænt tilbage, og han var iført et sort sæt tøj, som nok i årevis havde ligget i en pose i selskab med mølkugler (det afslørede den specielle duft). Hagen var ren, og der var ingen ubehagelig lugt. Manden var Sigvald.

Han gik en runde, gav hånd og sagde pænt goddag. Til mor og far sagde han tak, fordi han måtte komme. Da han nåede til mig, var jeg ved at dø af skræk. Tænk hvis han tog mig, når jeg gav ham hånden, men inden jeg så mig om, havde han sluppet taget igen. Jeg overlevede i første omgang!

Vi spiste mors gode julemad, og stemningen tøede op. Alle snakkede og lo, dvs. ikke Sigvald og jeg. Vi lyttede, holdt øje, og Sigvald koncentrerede sig om maden, som han tydeligvis ikke havde fået magen til i årevis. Jeg lagde mærke til, at sovsen blev siddende om munden, og jeg prøvede at lade være med at kigge på det.

Mor og de tre kvinder ryddede af bordet og vaskede op. Far tændte lysene på juletræet, mens jeg holdt øje med Sigvald. Det vidste han selvfølgelig ikke. Det har nok ikke været så let for min far at være alene i stuen med ham, for det lykkedes ikke rigtigt at få en samtale i gang. Til sidst var der tavshed.

Sigvald rejste sig fra bordet og gik hen til juletræet. Han stod helt stille og stirrede ind i lysene. Det, jeg så, chokerede mig totalt. Han græd! Tårerne løb stille ned ad kinderne og dryppede på hans sorte tøj. Jeg var nok ikke særlig fintfølende, for jeg kiggede ganske ugenert og åbenlyst på ham. Han opdagede det, skyndte sig at tørre kinderne med jakkeærmet og vendte sig bort.

Vi blev placeret i de bløde stole, og far læste juleevangeliet, som han altid havde gjort. Ingen af vore gæster var vant til den slags, men alle syntes at nyde det. Far lagde Bibelen fra sig efter at have læst og bedt, og vi sang mange sange. Gaveuddeling husker jeg mærkelig nok intet om, men det har selvfølgelig været en del af aftenens program.

Sigvald sagde stadig ikke meget, men bad dog far læse juleevangeliet igen, inden vi skulle slutte aftenen og spurgte, hvor i Bibelen det stod. Det var det meste, jeg hørte ham sige den aften.

I morgen…

Det blev aftalt, at vi også julemorgen skulle mødes hos mor og far for fælles at nyde morgenkaffen. Alle var med på ideen, også Sigvald. Da han sagde godnat, holdt han fars og mors hånd i lang tid og sagde: ”Tak, I ved ikke, hvad denne aften har betydet for mig, men det vil jeg fortælle i morgen. Tak!”

Mor og far snakkede lidt om, hvordan aftenen var gået, og jeg må indrømme, at den ikke havde været værst. Jeg havde i hvert fald fået et andet syn på Sigvald.

Næste morgen kom alle som aftalt på nær Sigvald! Vi ventede lidt med morgenkaffen, men så bestemte mor og far, at de i stedet ville hente ham til frokost.

Af en eller anden grund gik både mor og far op for at hente ham. De kom ned uden Sigvald! Han lå i sin seng og var død. På bordet ved siden af lå en gammel bibel opslået på juleevangeliet. På en seddel var der skrevet et brev, hvori der stod: ”Tak Gud for denne aften, og tak fordi du lod dig finde af mig. Tilgiv, at jeg i alle de år vendte dig ryggen. I morgen skal de alle have det at vide, for nu kan der komme en god nyhed ud af min mund. Tak for denne juleaften.”

Stemningen derefter var meget speciel. Både glæde og bedrøvelse fyldte juledagene, størst var dog glæden over, at Sigvald rejste hjem til Jesus julenat.

Jeg tror, at Gud sendte en snestorm og tog strømmen, for at Sigvald kunne blive frelst. Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi lytter efter, hvad det er, Gud gerne vil have os til at gøre. Gud har brug for os i sin tjeneste. Nogle gange tænker jeg på, hvad der ville være sket, hvis ikke Sigvald havde hørt juleevangeliet. Det ved dog kun Gud.